Fuldt hus til åben kunstsalon

Fuldt hus til åben kunstsalon
Bornholms Kunstmuseums nye kunstfaglige leder, Tine Nygaard (tv), præsenterede de tre kunstnere; Silas Inoue, Heidi Hentze, og Michael Geertsen (th). Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 11. OKT 2020 • 16:15
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
11. OKT 2020 • 16:15
Der var ingen ledige sæder på de mange stole, som var stillet op med behørig corona-afstand i særudstillingssalen, da Bornholms Kunstmuseums nye kunstfaglige leder, Tine Nygaard, søndag eftermiddag bød velkommen til den første af syv åbne kunstsaloner, som museet vil holde i løbet af efteråret og vinteren.

Det er en række arrangementer, som er kommet i stand som følge af corona-epedemien, der satte en stopper for, at bornholmske kunstnere kunne have åbne gallerier og sælge deres værker ad den vej.

Hjælpepakke

Derfor har Bornholms Kunstmuseum i samarbejde med Brødrene E., S. & A. Larsens Legat skabt en hjælpepakke for øens kunstnere.

De modtog i løbet af foråret, mens hele Danmark var lukket ned på grund af covid-19, en mail fra museets daværende direktør, Lars Kærulf Møller, som fortalte, at de havde fået et beløb i støtte, og at kunstmuseet til gengæld gerne ville have en tilgodeseddel på et værk, som museet kunne hente, når det igen blev muligt.

– Nogle af de kunstnere, som modtog mailen, troede at det var en spøg eller et forsøg på at lokke penge ud af dem, berettede Tine Nygaard i sin introduktion til den første salon, hvor hun også fortalte, at hjælpepakken har givet museet mulighed for at erhverve værker fra i alt 22 bornholmske kunstnere. Og det er dem, der alle bliver præsenteret ved de syv åbne kunstsaloner.

Ny indsigt

Ved den første salon var det keramikerne Michael Geertsen, Silas Inoue og Heidi Hentze der præsenterede de værker, museet har købt, for publikum og hinanden.

Formålet med salonerne er, fortalte Tine Nygaard, at give publikum mulighed for at få indsigt i, hvilke tanker kunstnerne har gjort sig, da de skabte værkerne, og hvilke tanker andre kunstnere gør sig om værkerne.
Når vi arbejder med kunstnere, som ikke er her mere, så må vi selv fortolke. Men når vi, som det er tilfældet her, har med sprællevende kunstnere at gøre, så kan vi spørge dem.

 

– Når vi arbejder med kunstnere, som ikke er her mere, så må vi selv fortolke. Men når vi, som det er tilfældet her, har med sprællevende kunstnere at gøre, så kan vi spørge dem. Og det giver ofte også kunstnerne en ny indsigt i deres egne værker, at høre, hvad andre kunstneres og publikums umiddelbare indtryk er, sagde Tine Nygaard, inden hun med en formaning til de tre kunstnere om ikke at dømme deres kollegers værker som gode eller dårlige, startede den første salons samtale.

Samtlige de værker, som Bornholms Kunstmuseum har erhvervet fra de 22 bornholmske kunstnere, vil blive udstillet på en særudstilling, der åbner i maj og som vil fortsætte hen over sommeren 2021.