Ekkodalens nye stier bliver officielt indviet på tirsdag af miljøminister Lea Wermelin. Foto: Berit Hvassum

5 ting du kan opleve i efterårsferien

GUIDE

 

Efterårsferien er ugen,
hvor mange restauranter
sætter punktum for året.

 

Tag børnene tilbage i tiden

Alle Bornholms Museums fire afdelinger er oppe i efterårsgear. Det kulturhistoriske museum byder mandag-fredag på børneaktiviteter.

Mandag kan man få en guldgubbe i hånden og lære om, hvad de små stykker guld er for noget.

Tirsdag, torsdag og fredag afvikler museet byture om bombardementet af Rønne i maj 1945. Her tager rundviseren udgangspunkt i 13-årige Boyes oplevelser, man kommer ned i et beskyttelsesrum fra 1943 og ser fotos fra dengang.

Onsdag er mordet i Storegade 8. december 1658 temaet for en lille rundtur til museets udstilling og mordstedet. Alle de børnevenlige arrangementer foregår klokken 13. For det voksne publikum er årets særudstilling om bombardementerne af Rønne og Nexø fortsat åben.

De andre grene af museet har flere efterårstilbud, end der er plads til at opliste, men det kan nævnes, at ferieugen er årets sidste chance for at besøge Erichsens Gård, Rønne, og Melstedgård uden for Gudhjem.

En ny side af Ekkodalen

Ekkodalens nye stier bliver officielt indviet på tirsdag af miljøminister Lea Wermelin.

Folkefesten med pandekager tilberedt over bål kan ikke lade sig gøre på grund af corona-restriktioner, og højst 50 personer kan deltage ved fejringen af naturgenopretningsprojektet Ekkodalens Moser. Men man kan følge Naturstyrelsens opfordring om at besøge moserne på egen hånd og gå en tur på de nye boardwalks, som er anlagt langs klippesiden og på tværs af dalen.

Er man til aftenoplevelser under åben himmel, er der i løbet af ferien tre organiserede muligheder – alle under overskriften “Nat i naturen”. Det er “Nattur på Hammershus” med Jens Ole Fassel som arrangør, “Nattens lydløse jægere”, en flagermusetur i Ekkodalen arrangeret af Naturbornholm, samt “Når nat bliver til dag i Ølene” med DOF Bornholm som værter. Se mere på Naturstyrelsens hjemmeside.

Spar momsen og løb med uhyggen i hælene

De fleste butikker i Rønne håber på at se ekstra mange kunder den 14. oktober, når de holder momsfri onsdag.

Det lokale handelsliv har tradition for at lave et efterårsarrangement, der trækker mange til Rønne. I år holder forretningerne ikke åbent om aftenen, så de gode handler skal laves i dagtimerne. Samme aften sker der dog også noget i gader og stræder, for Viking Atletik gennemfører det traditionelle Halloweenløb, som i græskarlygternes skær plejer at være ganske stemningsfyldt.

Man kan vælge mellem at løbe 2,5 eller 5 kilometer, men hvis turen i de smalle gader er for kort, kan man dagen inden, tirsdag 13. oktober, kaste sig ud i halvmaratonløbet Cross Island, som Viking Atletik også står bag.

Åben kunstsalon og plantecollage

Som en hjælpepakke til lokale kunstnere har Bornholms Kunstmuseum i samarbejde med Brødrene E., S. & A. Larsens Legat købt nye værker til museets samling.

Søndag, den 11. oktober, taler Michael Geertsen, Silas Inoue og Heidi Hentze om hinandens og egne værker, når museet klokken 15 inviterer indenfor til åben salon – et nyt tiltag.

Den nye kunstfaglige leder på Bornholms Kunstmuseum, Tine Nygaard, faciliterer samtalen, som måske vil flyve over hovedet på de yngste. Men hvis man vil har lyst til at tage børn eller børnebørn med på kunstmuseet i ferien, kan man gå på opdagelse i plantecollager sammen med tekstildesigner Iben Birch Bech.

Inspireret af den russiske kunstner Olga Tobreluts værker kan man skabe sine egne billedfortællinger i mindre formater ved hjælp af saks, lim og – vigtigst af alt – de levende materialer fra planter og træer, som vokser i museets skulpturpark.

Sidste chance på mange restauranter

Efterårsferien er ugen, hvor mange restauranter sætter punktum for året. Ingen nævnt, ingen glemt.

Som bekendt har 2020 været et meget anderledes år, og driver man restaurant, må corona-erfaringerne med skiftende afstandsregler og åbningstider have fået de grå hår til at pible frem.

Nogle bornholmske restauratører har valgt at stoppe sæsonen tidligere end normalt, fordi de sundhedsbetingede regler gør det svært for dem at drive en forretning. Så vi har alle sammen mulighed for at sende dem på vinterferie med en sidste håndsrækning ved at gå ud og spise en middag i løbet af ferien.

Efter en dag i naturen, på museum, i butikker eller løbesko må der være opbygget en god appetit.