Jeg er typen, der på en tennisbane ikke viger tilbage fra at bruge små psykiske kneb, der kan give mig et overtag. En af mine gamle venner blev hylet ud af den, hvis jeg jublede inderligt efter vundne bolde, så det gjorde jeg naturligvis. Og hvis mit eget spil ikke fungerer, forsøger jeg at spolere modstanderens, for eksempel ved at lægge høje topspinsbolde til hans baghånd. For i sidste ende handler det jo om at vinde. Foto af Jakob Nørmark: Berit Hvassum

Mit giftige maskuline jeg

KLUMME

Efter endnu en uge med sexchikane, ligestilling og mænd og kvinders omgangsvanskeligheder på en prominent position i nyhedsfladen er jeg fristet af at stikke hovedet ind i hvepseboet og komme med mit indspark om kønnene. De færreste mænd er sprunget ind i debatten med held. Ofte sniger der sig undervejs et ”men” ind, når de har prøvet at nuancere de til tider temmelig sort-hvide beskrivelser af mænd (og kvinder), og det ”men” – som i ”jeg går ind for ligestilling, men” – gør dem hurtigt til skydeskiver. Resultatet bliver, at mange mænd tager en plads som bænkevarmer i debatten.

Jeg vil bevæge mig langsomt ind på det varme emne og begynde et andet sted; i en tenniskamp mellem to mænd. For nylig spillede jeg mod en lidt yngre kollega. Han er en habil spiller, og jeg måtte være meget fokuseret, hvis jeg skulle trække mig sejrrigt ud af kampen. Jeg havde en god dag og var foran, da han slog et skarpt forhåndsslag på tværs af banen. Mens jeg tænkte ”pis, videre til næste bold”, kaldte han på mig. Han spurgte, om jeg ikke kunne rose ham for et veludført slag i stedet for at være så fokuseret på blot at vinde. Det spørgsmål bragte mig ud af fatningen et øjeblik, for her stod jeg pludselig over for en modstander med nogle andre prioriteter end mig. Jeg er typen, der på en tennisbane ikke viger tilbage fra at bruge små psykiske kneb, der kan give mig et overtag. En af mine gamle venner blev hylet ud af den, hvis jeg jublede inderligt efter vundne bolde, så det gjorde jeg naturligvis. Og hvis mit eget spil ikke fungerer, forsøger jeg at spolere modstanderens, for eksempel ved at lægge høje topspinsbolde til hans baghånd. For i sidste ende handler det jo om at vinde.

Tegning: Jørn Villumsen

I den blå bog fra gymnasiet skrev mine klassekammerater om, hvordan de huskede mig i idrætstimerne. Pigerne bebrejdede mig for min indstilling til konkurrence, som kom til udtryk, når vi spillede volleyball. I min klasse var de færreste af pigerne særligt gode boldspillere, og derfor hændte det, at jeg fra en plads bagerst på banen blæste frem og snuppede bolden for næsen af en af pigerne. Det gjorde mig så upopulær, at det ikke var glemt, da den blå bog skulle forfattes. Min synd var også dengang, at jeg interesserede mig mest for at vinde. Og jeg lod mig ikke undertrykke af pigernes brokkerier og ændrede ikke spillestil.

Jeg er langtfra den eneste mand med konkurrencehjerte, kan jeg konstatere, når jeg bevæger mig ud idrætsanlæggene. Efter nogle år, hvor jeg mest har dyrket løb, cykling og fitness, der i individuel form har det fællestræk, at konkurrenceelementet er fraværende, er jeg på Bornholm begyndt at spille fodbold og tennis på ny. Jeg har både spillet mod folk, der er en del yngre og en del ældre end mig, og en ting har slået mig; det er sjældent de unge, der er mest aggressive. Selvfølgelig kan man ikke generalisere alt for meget på baggrund af folks alder, men jeg fornemmer, at der er en tendens. For eksempel overværede jeg en fodboldkamp, hvor en teenager begik frispark på en fyr, der nok var dobbelt så gammel. Den unge beklagede, men offeret for tacklingen skubbede ham væk og var ved at begynde et slagsmål, indtil hans holdkammerater greb ind. ”Jamen, jeg har jo sagt undskyld,” sagde teenageren, som ikke bar brænde til bålet, men opførte sig modent.

I psykologiens definitioner af de forskellige generationer finder jeg opbakning til teorien om, at tidens unge mænd måske er gjort af en anden støbning end deres fædre. På engelsk kaldes generationen nogle gange ”iGen” med henvisning til deres store iPhone-tidsforbrug. Den omfatter personer født i slutningen af 1990’erne og årtusindets første årti, og dens medlemmer er kendetegnet ved at være mere respektfulde, tolerante og fokuserede på inklusion. Disse dyder kommer til udtryk, når de i udstrakt grad vælger at tage hensyn til minoriteter og tager afstand fra grovkornede ytringer, der tidligere ansås for at være humoristiske.

De drikker mindre mængder alkohol, tager sjældnere stoffer, venter længere med den seksuelle debut, er mindre tilbøjelige til at tage risici og opfører sig generelt bedre, end vi andre gjorde. Kort sagt, gør de egentlig, hvad de kan for at nedbryde de mange fordomme, som mange voksne har om ungdommen. Bagsiden af medaljen er, at de unge som helhed er mere psykisk skrøbelige – måske fordi de tilbringer mindre tid sammen med hinanden og har flyttet en del af det sociale liv over på de sociale medier. Den sammenhæng påpeger mange eksperter.

I modsætning til tidens gymnasieelever er mine jævnaldrende ikke digitalt indfødte. Som børn legede vi krig i skoven, optog vores egne James Bond-film, spillede fodbold på legepladsen eller Nintendo på drengeværelset. Jeg ejede ikke engang en bærbar computer, før jeg blev student. I min gymnasietid fandtes Facebook ikke, og det er vi mange, der er glade for. Hvem ved, hvilken online-smædekampagne jeg kunne være blevet udsat for af pigerne efter idrætstimerne (ej, det er mere gymnasiefesternes begivenheder, vi er glade for, ikke blev digitalt lagret).

Konkurrenceinstinktet kobler mange til en giftig maskulinitet, som har fået skyld for en række dårligdomme, for eksempel arbejdslivets karriereræs, hvor mænd bedømt ud fra antallet af administrerende direktører og bestyrelsesmedlemmer trives bedre end kvinder. Magtkampe (krig) og individuel berigelse på bekostning af almenvældet (klimaet) anses for at være resultatet af mandeværdiernes dominans i samfundet. Og magtudøvelsen er det helt centrale aspekt i bølgen af sager om sexisme, som altovervejende (men ikke udelukkende) begås af mænd med magt mod underordnede kvinder.

 

Hvad skal jeg dog mene om,
at en hånd på låret ni år senere
kan fælde en partiformand?

 

Nu begynder min dans om den varme grød at nærme sig tallerkenen. Hvad skal jeg dog mene om, at en hånd på låret ni år senere kan fælde en partiformand? Eller at konsekvenserne af udenrigsministerens tåbelige, men lovlige handlinger ikke har nogen moralsk forældelsesfrist? Kan man overhovedet give et kompliment længere, spørger nogen? Og kan man i kantinen på arbejdet fyre en joke af uden at risikere at træde nogen over tæerne? Behøver jeg tage stilling?

Vi kan ikke se bort fra, at den seneste måneds beretningen har dokumenteret, at et bedrøvende stort antal kvinder har sexchikane inde på livet, og at for mange mænd har opført sig uacceptabelt dårligt. Jeg synes, det er fint at få hevet skeletterne ud af skabet, fordi det kan få en disciplinerende virkning, at de klammeste svin får konsekvensen at føle. Forhåbentlig vil det være det, der skal til, for at tingenes tilstand på arbejdspladserne ændrer sig.

Heldigvis tror jeg, at udviklingen langsomt vil medvirke til at mindske problemerne. I takt med de tolerante unge vokser op og indtager prominente pladser i samfundet, kan man have en begrundet forhåbning om, at sexismen dæmpes. Den øgede bevidsthed om problemerne og vilje til at reagere, som for tiden opdyrkes, er et skub i den retning. Jeg tror, at de vigtige samfundsposter med årene vil blive overtaget af unge mænd med lavere doser af giftig maskulinitet end dem, som sidder på dem i dag. Og ikke mindst af kvinder, som i et nyt businessmiljø lettere vil kunne finde sig til rette. I uddannelsesverdenen har kvinderne for længst overhalet mændene, som nu er i undertal på universiteterne, og det er overvejende sandsynligt, at de i de kommende årtier vil opnå mere magt i direktioner og bestyrelser. Jeg anerkender, at traditionelle kvindefag er underbetalte i forhold til mandefag, og at mænd bør påtage en større andel af de huslige pligter, men måske er det i virkeligheden de underpræsterende og utilpassede mænd, man burde bekymre sig mest om, når man kigger på fremtidens ligestillingsudfordringer.

En anden bekymring, man skal tage alvorligt, er den psykiske sårbarhed og ensomheden hos de unge. Selv om det aldrig er sjovt at tabe, er nederlag med til at hærde en. Sejren føles sødere efter modgang. Jeg bliver stadig motiveret af konkurrence som intet andet, men jeg tror ikke, at den maskuline konkurrencestat kommer til at vare evigt. Og det er nok meget godt. Men jeg vil have det skidt, hvis vi ikke længere skulle spille om noget.

 

 

Jakob Nørmark er 32 år og journalist på Bornholms Tidende. Han har lige booket 12 ugers barselsorlov, men bryder sig ikke om positiv særbehandling og mener, at kønsbestemte kvoter i bestyrelser er en glidebane.