Nok solgte Hut-Li-Hut for at blive massør

Nok solgte Hut-Li-Hut for at blive massør
Nok Thongsungnoen har indrettet Allinge Thai Massage lyst, musikken i højtalerne er blid og med fuglekvidder, og skulle man se røg, så kommer den fra røgelse. Det er en stor kontrast til hendes tidligere forretning, værtshuset Hut-Li-Hut. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 9. OKT 2020 • 13:03
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
9. OKT 2020 • 13:03
ERHVERV

Selvom Nok Thongsungnoen kun er flyttet 100 meter ned ad Skomagerstræde i Allinge, er der er verden til forskel på hendes gamle og nye forretning. For fem år siden overtog hun værtshuset Hut-Li-Hut fra sin mand, og gav sig til at knappe øl op til tørstige gæster. Men "hutten" har hun nu solgt, og tobaksrøg er skiftet ud med røgelsesduft. I juni åbnede hun Allinge Thai Massage i Højers Gaard på Allinge Havn.

Folk har taget godt imod den nye Allinge-massør. I sommer, da der var mange turister i byen, var Nok Thongsungnoen på arbejde i op til ti timer om dagen. Nu er der kommet mere ro på, men der kommer folk og lægger sig på briksen alle hverdage.

– Vi ligger på havnen, og det giver os et godt ansigt. I øjeblikket er det ikke så travlt – her kommer tre-fire om dagen. Så vi tager den med ro og venter på, at det igen bliver sommer, fortæller Nok Thongsungnoen med et stort smil.


Bryder sig egentlig ikke om spiritus

Hun har indrettet sin thaimassage med bløde møbler, man kan vente i, blid musik og røgelsesduft. Foruden venteværelset har hun to værelser med brikse. Et med én briks, og et med to – til par-massage. Når par skal have massage, kommer en ansat og hjælper, så parret kan få massage på samme tid.

Kontrasten til Hut-Li-Hut er stor. Men det skulle den også være, da Nok Thongsungnoen fandt ud af, at hun ville prøve noget nyt.

– Jeg havde Hut-Li-Hut i fem år, og det blev for meget for mig. Jeg ryger ikke, og jeg drikker ikke spiritus. Så det var hårdt hele tiden at se mennesker sidde og blive fulde. Jeg tænkte: "Er jeg dum, når jeg står i noget, jeg ikke bryder mig om?" Folk bestemmer selv, hvad de vælger at gøre, men jeg kan ikke lide at se mennesker meget fulde, og jeg kan ikke lide at skulle diskutere med dem. Så jeg sagde til min mand, at jeg ville sælge og prøve noget andet, fortæller Nok Thongsungnoen.

Lærte faget i Thailand

Men hvad skulle det andet være? Nok Thongsungnoen kommer oprindeligt fra Thailand, og det var der, hun fandt sin nye profession.

– Sidste år tog vi til Thailand, og jeg tog et massagekursus. Da vi kom hjem, arbejde jeg som massør hos min veninde i Rønne, og det gik godt. Så jeg tænkte, at jeg godt kunne åbne en thaimassage i Allinge, hvor der ikke er sådan noget, fortæller Nok Thongsungnoen, der nu har sit uddannelsesdiplom fra Thailand stående til skue i lokalerne på havnen.

Det, hun lærte på massageskolen i Thailand, kan hun dog kun delvis bruge her til lands. Massage er noget andet i Danmark end i Thailand.

– Her i Danmark er massage som regel oliemassage – det er blødt. I Thailand er massage meget hårdt. Man kravler op på folks kroppe, og man giver det, imens de har tøj på. Her blander vi olie- og thaimassage, og folk kan bestemme, hvor hårdt, det skal være. Det kan mange godt lide, siger Nok Thongsungnoen.

Folk er typisk kommet til Allinge Thai Massage for at få hjælp til at løsne op i problemer i skulder, nakke og hofter.