Lydolph presser på for at få fjernet restriktioner: Frustrerende, der ikke sker mere

Lydolph presser på for at få fjernet restriktioner: Frustrerende, der ikke sker mere
– Det er da ærgerligt og frustrerende, at der ikke er sket mere, og jeg vil meget appellere til, at der bliver truffet en beslutning om at få lavet en separat opgørelse for Bornholm af smittetallet, siger Pernille Kofod Lydolph, direktør for Destination Bornholm.Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 9. OKT 2020 • 09:49
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
9. OKT 2020 • 09:49
RESTRIKTIONER

Bornholms situation er sammenlignelig med den, to østrigske enklaver stod i, da Tyskland i september satte de delstater, enklaverne lå i, på den tyske corona-risikoliste. Det betød, at alle tyske besøgende i de to områder blev ramt af rejserestriktioner og skulle i karantæne eller testes, når de rejste tilbage til Tyskland.

 
Det er da ærgerligt
og frustrerende,
at der ikke er sket mere.

 

Som omtalt i torsdagens avis annullerede Robert Koch Instituttet (som er den tyske pendant til Statens Serum Institut i Danmark) den 2. oktober klassificeringen som risikoområde for to østrigske kommuner efter voldsom kritik af, at der næsten ingen smittetilfælde var i de to områder.

Situationen for Bornholm minder meget om den i Østrig, da Bornholm er slået sammen med Region Hovedstaden, når smittetallet for corona gøres op, selv om Bornholm har langt færre smittede pr. 100.000 indbyggere, end der er i hovedsstadsområdet, mener direktør Pernille Kofod Lydolph, Destination Bornholm.

– Det er fuldstændig sammenlignelige forhold mellem eksemplet fra Østrig og Bornholm, fordi vi også har meget lave smittetal.

Destinationen har derfor sammen med Bornholms Regionskommune af flere omgange kontaktet både den tyske og den danske udenrigsminister, fortæller hun.

– I første omgang for at fortælle, hvad Bornholm står til at miste (ved at være slået sammen med Region Hovedstaden i opgørelsen af coronasmittetallet, red.). I anden omgang har vi henvendt os for at gøre opmærksom på den sammenlignelige sag mellem Østrig og Tyskland, hvor Tyskland har undtaget to enklaver i Østrig fra rejserestriktioner, siger Pernille Kofod Lydolph.

Som det også blev omtalt i torsdagsavisen er der sat en underskriftindsamling i gang for at sikre, at Bornholm undtages for Region Hovedstadens restriktioner (se boks), og den hilser Destination Bornholm velkommen – og opfordrer alle til at skrive under og skubbe på for en ændring af situationen.

Den betyder nemlig, at Tyskland den 23. september satte hele Region Hovedstaden – og dermed også Bornholm – på sin corona-risikoliste, hvilket betyder, at tyske gæster skal i karantæne, når de har besøgt Bornholm.

Det har store konsekvenser for den bornholmske turistbranche, fortalte Geraldine Dahlmann og Steffi Schroeter i avisen torsdag.

Geraldine Dahlmann har sammen Dirk Pöpperling, som bor i nær München i Tyskland, sat underskriftsindsamlingen i gang for at få løftet Bornholm ud af den fælles vurdering med Region Hovedstaden på antallet af smittede med covid-19.

Vi skal have egne smittetal

Pernille Kofod Lydolph fortæller, at der bliver arbejdet på mange fronter for at ændre på situationen:

– Vi har blandt andet kontaktet den tyske ambassade, Statens Serum Institut og de nationale turismeorganisationer.

Det vigtigste redskab for Bornholm lige nu ville være at få offentliggjort smittetallet for Bornholm.

– Statens Serum Institut bekræfter, at der foreligger kommunale tal, men det er jo en politisk beslutning, om de skal opgøres separat for Bornholm, siger Pernille Kofod Lydolph.

Destinationen har også henvendt sig til flere danske politikere, blandt andre de to bornholmske regionsrådsmedlemmer Leila Lindén og Carsten Scheibye.

– Vi er i dialog med dem både om restriktionerne, om at få smittetallet for Bornholm offentliggjport, og om en tredje udfordring vi har – at tyske turister ikke kan få et skriftligt coronapas med hjem, som viser, at de er testet for corona, siger hun.

– Nogle tyskere vil gerne til Bornholm trods de tyske rejseanbefalinger, men de har så brug for et skrifligt svar på deres coronatest, og det er det offentlige system ikke gearet til.

Er der nogen lydhørhed for Bornholms situation, når I henvender jer til ministerier og andre myndigheder?

– Vi oplever, at der bliver lyttet, og at der er opmærksomhed på vores situation, men udfordringen er blandt andet, at flere ministerier skal indover, hvis situationen skal ændres. Jeg oplever, at en række parter er på bolden og på opgaven i forhold til at få en separat opgørelse for Bornholm. Der er ikke truffet beslutninger endnu, men det betyder omvendt også, at der stadig er et åbent vindue.

Ærgerligt og frustrerende

– Det er da ærgerligt og frustrerende, at der ikke er sket mere, og jeg vil meget appellere til, at der bliver truffet en beslutning om at få lavet en separat opgørelse for Bornholm af smittetallet, siger Pernille Kofod Lydolph.

En beslutning om at ændre Bornholms status ville skulle ske i et samspil mellem Danmark og Tyskland.

I et nyhedsbrev sendt ud torsdag fra Destination Bornholm, opfordrer Destinationen til at skrive under på underskriftsindsamlingen.

– Nyhedsbrevet understøtter det arbejde, vi gør sammen med blandt andre Bornholms Regionskommune, siger Pernille Kofod Lydolph.

Har I gjort nok for at fortælle i turisterhvervet, hvad I gør?

– Vi er i dialog med branchen i blandt andet en Facebookgruppe, men noget foregår også mere uformelt. Det vigtigste nu er, at alle bakker op og skubber på, siger Pernille Kofod Lydolph.

Hun understreger også, at restriktionerne kan ramme Bornholm igen både til vinter og til foråret ud over de konsekvenser man mærker allerede nu, hvor tyskerne stort set er væk resten af året, og sejladsen til Tyskland er indstillet fra november.

Destinationen gør opmærksom på, at det også truer Bornholms muligheder for at tiltrække tyske gæster i 2021, indtil covid-19 vaccinen er en realitet.

 
 

Underskriftsindsamlingen

Indtil nu har 1.851 skrevet under på underskriftsindsamlingen. Heraf er 1.466 af underskriverne fra Tyskland, og 98 fra Bornholms Regionskommune:

https://www.openpetition.de/petition/online/aufhebung-der-reisewarnung-fuer-bornholm