Erhvervsuddannelserne på Campus Bornholm lavede fredag et event for alle eleverne fra grundforløb 1. Eleverne skulle blandt andet konkurrere i at køre gokart. Foto: Jacob Jepsen.

Erhvervsuddannelserne på banen for sammenhold

UDDANNELSE

Det skratter i en walkie talkie ved siden af Jeanet Hansen. “37,71” lyder det. Det er tiden på en af de elever, der netop har kørt sin runde på gokartbanen, der i dagens anledning er stillet op ved Bofa på Torneværksvej.

Det er fredag og Campus Bornholm holder et tværgående event med konkurrencer og teambuilding for alle eleverne på erhvervsuddannelsernes grundforløb 1.

Jeanet Hansen er underviser og praktikcenter koordinator på erhvervsuddannelserne på Campus Bornholm. Hun har været med til at stable dagens event på benene.

– Vi vil rigtig gerne lave en konkurrence, hvor der er fokus på vores mange uddannelser og sammenholdet mellem dem. Vi håber, det kan være med til at motivere de unge og fastholde dem i deres uddannelsesforløb. Og så håber vi selvfølgelig også, at det her er med til at gøre, at vores elever taler godt om vores uddannelser til andre unge. De er jo vores bedste reklamesøjler, siger hun.

Lucas Espersen, August Lund, Jonathan Lund og Andreas Lundt udgjorde hold 14, da erhvervsuddannelserne fredag havde eventdag med konkurrencer og teambuildingøvelser. Dagen var sponsoreret af Nordeafonden og blev holdt på køreteknisk anlæg ved Bofa. Foto: Jacob Jepsen

Fart og konkurrencer

Dagens event består af forskellige konkurrencer, hvor eleverne i hold skal score point og i fællesskab kæmpe for FN’s 17 verdensmål.

Alle hold skal forsøge at få en god tid på gokartbanen, og så skal de igennem konkurrencer, som hver repræsenterer en af erhvervsuddannelserne. Derudover har hvert hold valgt et af FN’s 17 verdensmål, som de vil have særligt fokus på, og som de bliver hørt i i løbet af dagen.

Jeanet Hansen fortæller, at eleverne har taget godt imod eventet, selvom det også kræver lidt ekstra af nogen.

– De er motiverede og går til den. Det er jo det dejlige med unge mennesker, de er gode til at prøve nye ting. Og når det så handler om fart og konkurrence, så er der jo masser af spræl og liv i dem. Der er selvfølgelig nogen, der har været lidt forsigtige og ambivalente med at skulle køre gokart. De har fået en prøvekørsel inden i dag, så de vidste, hvordan de skulle gøre, siger hun.

Ryste sammen-dag

Ved et af fag-teltene står hold 14, der består af tvillingerne August og Jonathan Lund, Andreas Lundt og Lucas Espersen.

De går alle på grundforløb 1 på fagretningen Byggeri, Teknik og Bæredygtighed. Det er den fagretning, der retter sig mod uddannelserne til blandt andet murer, tømrer, gulvlægger og elektriker. De fire startede sammen på grundforløbet den 13. august, og de er godt tilfredse med en eventdag for alle eleverne på de forskellige grundforløb.

– Det er sjovt, og vi bliver rystet godt sammen. Vi får en oplevelse, som er med til at gøre, at vi får en god klasse og også får et godt forhold til de andre klasser, siger August Lund.

Klimabevidste tømrere

De er alle fire glade for, at de har valgt en erhvervsuddannelse, og de vil anbefale det til andre unge, der måske ikke kan se sig selv på en gymnasiel uddannelse.

– Det er spændende og sjovt på vores uddannelse, fordi vi laver alt muligt forskelligt og noget andet end bare at sidde på skolebænken. Vi bruger vores hænder og får energi af det, siger Lucas Espersen.

Han og Lund-tvillingerne drømmer lige nu om at blive uddannede tømrere, mens Andreas Lundt gerne vil være murer.

Hvert hold har valgt et verdensmål, de er særligt optagede af, og som de skal forholde sig til gennem dagens konkurrencer. Drengene fra hold 14 har valgt verdensmålet “Klimaindsats”.

– Det er fordi, vi synes, vi skal have styr på klimaet, og fordi, det hele omkring os går ind under klimaet. Naturen, havet, og så videre, forklarer Andreas Lundt.