Vinbonden ser tilbage på 20 år: Jeg gjorde det umulige muligt

Vinbonden ser tilbage på 20 år: Jeg gjorde det umulige muligt
Jesper Paulsen er tidligere svinebonde, men har på sin gård stadig tre store grise, der hver vejer 500 kg. Foto: Jacob Jepsen 
| ABONNENT | 8. OKT 2020 • 13:10
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
8. OKT 2020 • 13:10
VIN

– Jeg snakker hurtigt og jeg snakker bornholmsk.

Sådan indleder vinbonde Jesper Paulsen sin guidetur på hans vingård, Lille Gadegård, som også rummer en restaurant. Han arrangerer ture to gange om ugen fra maj til oktober. Den 38 minutter lange rundtur rundt i vingården favner emner som vin, kvinder og politik – og rummer også udtrykket: "Det går næsten altid ud over manden".

 
At dyrke druer
er næsten som
at være gift,
der er op- og nedture

 

Efter rundvisningen er det muligt at smage på vingårdens produkter i restauranten.

– Det at dyrke druer er næsten som at være gift, der er op- og nedture, siger Jesper Paulsen.

Han har været vinbonde i 20 år, og kan skrive under på, at det kræver tålmodighed at dyrke vindruer. Fra man planter bedene, går der omkring ti år, før man får nogle vindruer at se.

– Det er næsten som at få børn – det tager altså hele livet, siger Jesper Paulsen.

Engang var han svinebonde, men nu lever han altså af vinproduktion på jorden omkring Lille Gadegård i Pedersker.

Gjort noget umuligt muligt

Den 18. juni 2000, klokken kvart over fire. Da startede Jesper Paulsen sin rejse som vinbonde.

Kan du nævne et specielt godt minde fra de sidste 20 år?

– Det spørgsmål har jeg godt nok aldrig fået før, svarer Jesper Paulsen.

Efter lidt tænketid fortsætter han:

– Det, der har været fantastisk, er, at jeg startede med noget, der var stemplet som umuligt, men jeg gjorde det umulige muligt. Man siger jo, at det der med at dyrke druer og lave vin, det er håbløst, det kommer ikke til at ske, men netop at gøre noget umuligt muligt, er jo det spændende.

Hvorfor startede du med at lave vin, hvis du troede, det var umuligt?

– Hvis man ikke prøver, så finder man aldrig ud af det. Det er lidt ligesom at date. Man sidder der med nogle flotte damer og tænker, det er fuldstændig umuligt for mig at komme i snak med dem, men hvis man bruger alle sine talenter, er heldig, og stjernene står helt rigtigt, så kan man jo ende med et godt resultat.

– Og så er der andre projekter, der ikke lykkes, men lige i det her tilfælde med vinen, er det jo gået meget godt, siger Jesper Paulsen.

Det hele værd

Det kræver megen tålmodighed, opmærksomhed og tid at dyrke druer, der skal ende som den vin, vi nyder ved middagsbordet.

– Det er lidt ligesom at lave en god kage. Først skal man finde opskriften, så skal ingridienserne købes, derefter skal kagen bages, så skal hænderne vaskes, og måske skal den stå over natten. Dagen efter, når kagen bliver spist, er den væk på fem minutter – sådan er det også med vin. Der er lagt rigtig mange timer og kræfter i et produkt, som man ikke ænser. Men i sidste ende er det jo det hele værd, når det umulige bliver gjort muligt, og flasken ligger i hænderne på en, siger Jesper Paulsen.