Ægteparret Karin og Andreas Carl fra Hamborg nyder deres ophold på Bornholm, og har skrevet under på underskriftsindsamlingen for at få ophævet de tyske rejserestriktioner for Bornholm. – For vi vil meget gerne komme igen, fastslår de. Foto: Elisabeth Krogh

Tysk turistpar: Havde vi kendt til rejseadvarsel, var vi ikke kommet

RESTRIKTIONER

Antallet af tyske turister på vej til Bornholm er styrtdykket, siden Tyskland 23. september satte Region Hovedstaden – og dermed Bornholm – på listen over lande med rejserestriktioner.

 

Vi er ikke bange
for at blive smittet
på Bornholm,
hvor smittetallet
jo netop er lavt

 

Men onsdag vandrede ægteparret Karin og Andreas Carl sammen med hunden Napoleon dog ind på Dines Maritime Cafe mellem Gudhjem og Helligdomsklipperne for at få sig en kop kaffe med kage i solen.

– Vi ankom den 24. september og rejser hjem på lørdag, fortæller de.

Altså var de næsten på vej til Bornholm, da Tyskland satte Region Hovedstaden på listen over områder, Tyskland advarer om at rejse til på grund af høj smitterisiko med corona.

– Vi vidste ikke, at Bornholm var blevet rødt område. Vi havde ikke tænkt, at København havde noget med Bornholm at gøre i forhold til at blive klassificeret som risikoområde. Havde vi vidst det, var vi ikke kommet, siger ægteparret, som ellers nyder deres ophold og er meget glade for Bornholm.

– Vi er ikke bange for at blive smittet på Bornholm, hvor smittetallet jo netop er lavt og tænker, at smitterisikoen nok er større i en by som Hamborg, hvor vi bor, men klassificeringen betyder, at vi enten skal 14 dage i karantæne, når vi kommer hjem, eller vi skal have en covid-19 test, når vi indrejser i Tyskland, forklarer de.

Prøvesvar

De har forsøgt at få en covid-19 test, mens de stadig er på Bornholm, da de tyske myndigheder accepterer en test, der er taget op til 48 timer før indrejse, men det har ikke været muligt, da de ikke kan få et skriftligt prøvesvar med hjem, og det kræver de tyske myndigheder.

– Der er forskellige regler i de forskellige delstater, i nogle kræves der en kortere karantæne, men 14 dages karantæne er for meget, siger de.

Det tyske ægtepar havde i forvejen flyttet deres ferie fra april til nu. Var de blevet hjemme, ville de have mistet de penge, de har betalt for ferien, da klassificeringen af Region Hovedstaden som risikoområde ikke er et rejseforbud, men en anbefaling, og man derfor ikke kan få sine penge refunderet for eksempelvis hotelbestillinger.

 

 

Tyske myndigheder undtog to regioner for restriktioner

I Tyskland annullerede Robert Koch Instituttet (som er den tyske pendant til Statens Serum Institut i Danmark) den 2. oktober klassificeringen som risikoområde for to østrigske kommuner.

RKI meddelte nemlig den 2. oktober, at de to kommuner Mittelberg/Kleinwalsertal i delstaten Vorarlberg, samt Jungholz i delstaten Tirol fra og med denne dato ikke mere var coronarisiko-områder.

Tyske borgere kan derfor frit besøge de to kommuner, uden at de bagefter skal i karantæne eller have coronatest, selv om de to kommuner ligger i delstater, som siden september har været udpeget som risiko-områder.

Forud havde der i Tyskland og Østrig været stor kritik af, at de to kommuner var udpeget til risikoområder, da de stort set ingen smittetilfælde havde, og der blev også her den 27. september igangsat en underskriftsindsamling, som nu over 11.000 mennesker har skrevet under på.

Initiativtagerne til den tilsvarende underskriftsindsamling for Bornholm, Geraldine Dahlmann og Dirk Pöpperling, håber, at Bornholm på samme måde kan blive undtaget fra de tyske rejserestriktioner samt, at den tyske rejseadvarsel for Bornholm kan blive ophævet.

Det er meningen, at underskriftsindsamlingen skal afleveres til det tyske udenrigsministerium.

Det fremgår her, at to kommuner blev undtaget som risikoområder.