Arkivfoto: Berit Hvassum

Leder: Åh nej – nu kommer julen!

LEDER

Der findes kun en rigtig jul. Den du holdt, da du var barn, og som du forsøger at overføre til din egen familie. Hvilket ofte forstyrres af, at livet måske også byder på mødet med en ægtefælle, der har lige så stærke meninger om den sag. Eller rettere: Følelser.

For det er følelserne, der driver os frem mod julens glæder. Og sorger. Forventningens bue er spændt. Familien mødes i en måske sjælden samling. Det kan sagtens udløse flere spændinger end glæde og kærlighed.

Vi bilder os ofte ind, at julen er mere lykkebringende end den egentlig er. Læg mærke til, hvor lettede vi også kan være, når den er overstået, og træet endelig står og drysser af udenfor, og der er plads på gulvet igen. Og det, der er overstået, er ofte den rituelle fejring og indtagelse af mad, og hvor gavepapiret er presset ned i plastposer, der bugner som vores maver.

Vi er ude ved den yderste grænse, hvor vi både fysisk og psykologisk er ved at gå ud af vores gode skind. Og nu skal vi bare være os selv. Være alene. Tilbage til hverdagen.

Måske er det i virkeligheden det, julen er bedst til: At minde os om, at hverdagen er bedre.

Men vi glemmer ofte en ting. Den vigtigste: Ovenstående er de privilegeredes jul. Os, der ikke skal tænke på, om der er penge nok til gaver og mad. Os, der er så velstillede, at julen kan drukne i materialisme og fællesskab. Det eneste problem, vi har, er, at vi har for meget at det hele.

 

Dem, der bærer julens budskab
om næstekærlighed bedst, er dem,
der investerer deres eget overskud
i at gøre julen bedre for andre.

 

Dem, der reelt har problemer i julen, er dem, der har for lidt af det hele. Og så tænker du måske: Hvorfor dette budskab om julen nu? Fordi det er nu, at de mindst velstillede – for eksempel forældre til flere børn og en lav indkomst og uden stort netværk – begynder at få ondt i maven. Ikke på grund af overflod. Tværtimod. Mens medierne iscenesætter forestillingen om den jul, mange af os derpå forsøger at leve op til, har andre givet op på forhånd.

Dem, der bærer julens budskab om næstekærlighed bedst, er dem, der investerer deres eget overskud i at gøre julen bedre for andre. Det er for eksempel mennesker, der i disse dage gennem kristent arbejde i Rønne Vineyard og Børnenes Julehjælp Bornholm, gør noget ekstra for familier, der søger julehjælp. I år mødte 20 familier op og skrev en ønskeliste på vegne af deres børn på den første af tre mulige dage.

Sidste år fik hvert barn to gaver samt en pakke fra Lego. I alt 93 familier med 193 børn blev hjulpet. Hvert år kommer flere familier til. Det er lokale donationer fra vores handelsliv, der sikrer gaver, godter og dagligvarer. Det skal handelslivet have tak for. Det skal de frivillige kræfter også.

Men måske kunne vi privilegerede også bidrage? Kunne vi skrue lidt ned for markedsføringen af vores materielle overskud og vellevned? Kunne vi feste med en ydmyg bevidsthed om, at alle ikke kan følge med. Kunne julens fællesskab favne flere, så dem, der kører på lavere blus, også kan føle sig som en del af fællesskabet? Måske ville det blive en bedre fest for os alle.

Tiderne skifter, og tiden er inde til det.