Den danske luftfartsbranche bliver støttet med 65 millioner kroner efter en aftale mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Det får dog ikke Jesper Rungholm til at bryde ud i jubel. Direktøren for DAT – flyselskabet, der står for indenrigsflyvningen til og fra Bornholm – er ret fåmælt om sagen.
– Det ser ud som om, at der er nogen positive nyheder i det, siger Jesper Rungholm.
– Jeg begik i juni-juli den fejl, at jeg reagerede positivt på den sidste luftfartspakke, og den har kostet os 12-13 millioner kroner i august-september, fordi vi troede på, at pakken blev til noget. Belært af det venter vi stille og roligt på, at aftalen bliver vedtaget, forklaret og skåret ud i pap, og derefter reagerer vi, uddyber DAT-direktøren.
Jesper Rungholm henviser hermed til, at væsentlige dele af en tidligere luftfartspakke blev underkendt af EU-kommissionen, hvilket kom til at koste støttekroner for DAT.
DAT har siden reduceret antallet af flyafgange fra Bornholm ned til de nuværende fem.
Partierne vil med den nye aftale blandt andet støtte de mindre, regionale lufthavne, danske luftfartsselskaber, og etablere en ordning med prisrabatter til blandt andre ældre og børn.
– Vi har altid haft de sociale rabatter eller billige billetter, og dem har vi så mulighed for at udbyde endnu flere af, og så måske få lidt penge ud af det, siger Jesper Rungholm.
Fem afgange er minimum
Men DAT-direktøren render altså ikke rundt med armene over hovedet:
– Vi ved ikke så meget endnu, men det er dog positivt og bevæger sig i den rigtige retning. Men belært af tidligere erfaringer venter vi med at reagere, siger han.
Nu har I fem daglige afgange – hvordan går det med belægningen?
– Den er for dårlig. Vi flyver for mange afgange lige nu i forhold til efterspørgslen. Jeg mener, at med under fem afgange har man ikke et brugbart indenrigsprodukt. Det er bundniveauet.
– Vi vil kæmpe hårdt for, at vi kan holde os på de fem daglige afgange, vi har nu, slutter Jesper Rungholm.