Max skal på ekstra arbejde i ferien

Max skal på ekstra arbejde i ferien
Max. Foto: Jens-Erik Larsen
| 7. OKT 2020 • 17:46
Af:
holger-larsen

7. OKT 2020 • 17:46
Bornholmslinjen indsætter færgen Max på otte ekstra enkeltture på Rønne-Ystad, fordelt på fredag, lørdag og søndag ved efterårsferiens afslutning.

– Bornholm er voldsomt populær hos danskerne i den kommende efterårsferie. Så populær, at det på det nærmeste er umuligt længere at finde en billet ud af Rønne både fredag, lørdag og søndag ved efterårsferiens afslutning. Det er et problem for både bornholmerne og for turisterne. Der frigives selvfølgelig de sædvanlige to procent af afgangens kapacitet 24 timer før afgang, men vi vurderer, at der skal mere til. Derfor har vi meget hurtigt arbejdet på en løsning, oplyser Jesper Maack, pr- og kommunikationschef i Molslinjen i en pressemeddelelse.

Jesper Maack oplyser, at man har haft løsningen med de ekstra ture med Max til vurdering i Trafikkontaktrådet for Bornholm og hos Transportministeriet, og begge steder var holdningen, at det var en god idé.

– Derfor er trafikprogrammet med det samme blevet opdateret, så de nye ture nu er til salg, oplyser Jesper Maack.