Færgeruten til Sassniz lukker ned i halvanden måned. Foto: Berit Hvassum

Fra den 1. november: Tysklandsruten lukker i halvanden måned

Bornholmslinjen indstiller sejladsen mellem Rønne og Sassnitz fra den 1. november til og med den 17. december.

Det oplyser pr- og kommunikationschef i Molslinjen, Jesper Maack, i en pressemeddelelse.

– De tyske restriktioner har ramt ruten mellem Rønne og Sassnitz hårdt. Der er ingen tvivl om, at der er stor tysk interesse for at komme til Bornholm – men lige nu må vi beklageligvis konstatere, at der stort set ikke kommer nye bookinger fra Tyskland, siger Jesper Maack.

– Det giver ikke længere mening at opretholde sejladsen, når Tyskland har indført karantæne-restriktioner, som på det nærmeste gør det umuligt for tyskere at tage til Bornholm. Vi håber alle, at det bliver muligt at opretholde sejladsen hen over jul og nytår – men også det kræver jo, at restriktionerne snarest lempes i forhold til Bornholm, tilføjer Jesper Maack.