Kapelmester Henrik Krogsgaard mener, det er en forkert beslutning at aflyse næste års nytårskoncerter i Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Utilfreds Henrik Krogsgaard tilbød gratis koncert: Vi svigter publikum

NYTÅRSKONCERTER

Kapelmester Henrik Krogsgaard er stærkt utilfreds med ASG’s (Allinge-Sandvig Gymnastikforening) beslutning om at aflyse næste års nytårskoncerter i Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge. Den kreative og musikalske drivkraft bag de populære arrangementer mener, at koncerterne bør blive gennemført inden for myndighedernes corona-retningslinjer.

 

Alle er jo klar over,
at kunstnerverdenen
om nogen er sat i
frygtelig klemme.

 

– Det er et hundrede procent en forkert beslutning, og det har jeg givet udtryk for fra første gang de sagde, at det ikke kunne afholdes. Lukker vi alt ned, bliver folk meget kede af det. Og jeg er meget ked af, hvis folk tror, at vi ikke gider lave det. Det er bestemt ikke tilfældet, siger Henrik Krogsgaard.

– Rent politisk er der intet til hinder for, at der nytårskoncerter. Der bliver holdt koncerter og teaterforestillinger i hele landet – man skal bare sørge for at følge rettesnorene i forhold til afstand og andre foranstaltninger.

Kapelmesteren fortæller, at han tilmed har tilbudt, at han og de andre musikere giver den en ekstra skalle og leverer tre koncerter for den samme pris som to.

– Vi har tilbudt at holde en tredje koncert, nu hvor der kun kan være 430-440 mennesker i hallen i stedet for 700-800 mennesker. Det er der mange af vores kollegaer, der også gør for at undgå, at arrangørerne sætter penge til. Vi skal hjælpe hinanden, og derfor vil vi lave en ekstra koncert, så vi kan få nok folk ind, siger Henrik Krogsgaard.

ASG takker for velviljen

ASG er bekendt med Henrik Krogsgaards holdning til de aflyste koncerter. Lars Christiansen, der er tovholder på mange af idrætsforeningens store arrangementer – nytårskoncerter, A/S Revyen og Stig Rossens julekoncerter – siger, at ASG simpelthen bare ikke tør løbe risikoen ved at holde nytårskoncerter i 2021.

– Vi er enormt kede af, at det ikke kan lade sig gøre, og vi er enormt glade for, at kunstnerne og Henrik Krogsgaard har tilbudt at spille en tredje koncert. Det viser god vilje og et ønske om at få det til at lykkes. Men vi har alligevel måttet aflyse. Både på grund af frygten for corona og på grund af udsigten til et stort underskud, hvis folk ikke møder op.

– Nytårskoncerterne har i 10 år været en positiv oplevelse for musikere, kunstnere og publikum. Det håber vi, at de kan blive ved med at være, når vi er tilbage på banen, siger Lars Christiansen.

ASG-formand Jørgen Lund Jensen tvivler på, at det overhovedet vil blive muligt at få udsolgt til tre koncerter. Og han kan ikke se, hvordan det kan lade sig gøre at nå at spritte hallen af mellem to koncerter på samme dag.

– Vi ser helt modsat på det end Henrik. Han siger, at vi skuffer mange. Vi mener, at der er endnu flere i vores publikums aldersgruppe (typisk 50+, red.), der vil blive skuffede, hvis vi holder det, når der er fare for, at arrangementet kan sprede corona, siger Jørgen Lund Jensen.

Vi skal jo leve videre!

Henrik Krogsgaard mener, at man med en vis sjælero kan rette sig efter sundhedsmyndighedernes gennemtænkte retningslinjer.

– Ingen af os har de vises sten eller kan siges at være Oraklet i Delfi. Men jeg ved, at vi skal overholde regeringens og sundhedsmyndighedernes retningslinjer og leve videre. Ellers kan man lige så godt sætte sig ind i en lejlighed og tænde for gassen. Vi skal jo leve videre!, siger Henrik Krogsgaard.

Han er repræsentant for en branche, der har været særligt hårdt ramt under corona-epidemien – nemlig scenebranchen. Når folk ikke må samles, er det svært at afholde koncerter og teaterforestillinger.

– Alle er jo klar over, at kunstnerverdenen om nogen er sat i frygtelig klemme. Der har været stille siden maj måned. Mange af os var også engageret på Folkemødet, så meget er gået vores næser forbi.

– Man kan ikke sige, at nogen er et dumt svin – situationen er bare sådan, men der er ingen grund til at gøre det værre, end det er. Problemer er til for at blive løst, og jeg længes efter at komme på arbejde, siger Henrik Krogsgaard.

Lars Christiansen fra ASG er glad for Henrik Krogsgaards vilje til at give en ekstra gratis koncert for at skabe bedre økonomi i nytårskoncerterne. Men han tør stadig ikke afholde dem. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen