Spar-butikken i Aakirkeby løb med førstepladsen i DM i økologi

Spar-butikken i Aakirkeby løb med førstepladsen i DM i økologi
Nye køle- og frysediske med grønnere elløsninger gør ifølge Egon Jensen, at butikken fremstår mere nutidig. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 6. OKT 2020 • 10:11
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
6. OKT 2020 • 10:11
ØKOLOGI

Spar-butikken i Aakirkeby har vundet førstepladsen i DM i økologi, og på andenpladsen kom Spar-butikken i Gudhjem. Begge butikker er ejet af ægteparret Egon Jensen og Charlotte Mondrup.

 
Vi er rigtig
stolte over at
have vundet.

 

– Vi er rigtig stolte over at have vundet, især fordi vi er så få mennesker på Bornholm sammenlignet med andre steder i Danmark. Vi har gjort os en del umage med at skabe mere kendskab til økologiske produkter blandt vores kunder, og det har båret frugt, fortæller Egon Jensen, der etablerede Sparkøbamnden i Aakirkeby for over 30 år siden sammen med sin far, Robert Jensen.

Økologikonkurrencen har kørt hele september måned blandt alle Danmarks 132 Spar-butikker, og resultatet blev offentliggjort den 5. oktober. Vinderen af konkurrencen blev fundet ved at sammenligne salgstallet af økologiske produkter med sidste års salg, og butikken med den procentvis største fremgang i salgstallene ville løbe med førstepladsen.

Spar-butikkerne i Aakirkeby og Gudhjem har forsøgt at skabe mere kontakt til kunderne ved at have fokus på opsøgende hjælpsomhed ved at tillade medarbejderne at have tid til en snak med butikkernes kunder.

Nogle produkter har især været populære i Spar-butikken i Aakirkeby.

– Vi har solgt mange vådservietter af mærket Grøn Balance, som jo er Spars eget øko-mærke. Og ellers har vi haft stort salg på flere bornholmske virksomheder som Lehnsgaard, Smedens og Svaneke Bryg, siger Egon Jensen.

Grønnere løsninger

Efter 15 års parløb med Jørgen Larsen overtog Egon Jensens hustru Charlotte Mondrup den anden halvdel af de to Spar-butikker den 1. februar i år. Som det første blev butikken i Aakirkeby bygget om med fokus på at skabe grønnere løsninger. Et mangeårigt ønske om at øge mængden af lokalt producerede varer og især det økologiske varesortiment, inden for alle varegrupper, blev samtidig introduceret i løbet af foråret i begge butikker.

Butikken fik nye køle- og frysediske med grønnere elløsninger, og ifølge Egon Jensen er dette resulteret i et forbedret arbejdsmiljø, og at butikken fremstår mere nutidig.

– Det har gjort butikken mere moderne, og vi sparer samtidigt energi med de nye diske. Vi har rykket rundt, så gangene er blevet bredere, og butikken er på den måde blevet mere rummelig og rar at befinde sig i, fortæller han.

20.000 kroner til madspild

Der har længe været fokus på økologi, grøn genstart og mere bæredygtighed i de to Spar-butikker. Tidligere i år donerede butikkerne 20.000 kroner til frivlligorganisationen Madspild Aakirkeby.

– Vi ville gerne sponsorere dem, fordi vi gerne vil hjælpe til, hvor vi kan. Det betyder meget for os at støtte projekter, der har fokus på bæredygtighed, fortæller Egon Jensen.