Forlang coronatest af besøgende fra nabolande

Forlang coronatest af besøgende fra nabolande
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 6. OKT 2020 • 05:44
Af:
lave k. broch
 cand.scient.pol.
 storegade 68
 hasle
| ABONNENT
6. OKT 2020 • 05:44
LÆSERBREV

Bornholm klarer sig forholdsvis godt, når det gælder om at holde corona-pandemien på afstand. I løbet af sommeren havde vi flere uger, hvor ingen blev konstateret smittet med coronavirus.

 
Mørketallet angående
smittede er dog langt større
i Sverige, Tyskland og Polen
end i Danmark.

 

Desværre oplever vi i øjeblikket en anden bølge. I Europa er flere lande hårdt ramt. Også i Danmark er der områder med et meget højt smittetal. Det drejer sig ikke mindst om København, Vestegnen, Aarhus, Aalborg, Odense og Kerteminde. Mange kommuner har nu et smittetal, der er over tre gange højere end det, som får Danmark til at fraråde rejser til andre lande. Det vil sige et incidenstal på 30 smittede ud af 100.000 borgere inden for en uge. København har for eksempel 106 smittede ud af 100.000 den seneste uge.

Ifølge SSI.dk er kun fem bornholmere konstateret smittet på Bornholm den seneste uge (den 30. september). Det svarer til 13 ud af 100.000 smittede på en uge. Det er stadig lavt, men kan hurtigt ændre sig. Jeg har bedt venner og familie, der kommer på besøg, om at tage en test, f¸r de kommer til Bornholm, eller når de er herovre.

Måske kunne det gøres til en generel opfordring eller et krav, så vi kan holde smitten begrænset. Jeg deler også det synspunkt, at Bornholm bør opfattes som en selvstændig regional enhed i forhold til corona-pandemien, da Bornholm ligger langt fra resten af hovedstadsregionen. Samtidig skal vi huske, at et land som Tyskland har testet langt færre borgere end Danmark, der har lavet 3,5 gange flere tests i forhold til indbyggerantallet end Tyskland (kilde: www.worldometers.info/coronavirus/ den 30. september).

Sverige ligger på niveau med Tyskland. Polen har dog testet endnu færre. Hvis hver test var gået til én person, ville man kunne sige, at Danmark har testet 65,5 procent af befolkningen, mens Sverige har testet 16,4 procent, Tyskland 18,6 procent, og Polen kun 8,8 procent. Nogle er dog blevet testet mange gange.

Mørketallet angående smittede er dog langt større i Sverige, Tyskland og Polen end i Danmark. Vi bør derfor forvente, at langt flere er smittede i disse lande end det, som vi har kendskab til. Det vil derfor være fornuftigt, at der er et krav om, at alle, der kommer fra vores nabolande, er blevet testet før indrejse eller bliver det ved ankomst.

En sådan ordning vil gøre Bornholm mere sikkert og vil også være til gavn for turismen hertil.