Natia Hansen fra Rønne viser sin debutudstilling Art Collection Bornholm i Aakirkeby. Foto: Berit Hvassum

Natia Hansen debuterer i Aakirkeby: ‘Corona gav mig tid til at male igen’

KUNST

​Natia Gotsiridze Spanner Hansen debuterede lørdag hos Art Collection Bornholm i Aakirkeby med en udstilling, der har været 20 år undervejs.

Den 43-årige maler fra Rønne er opvokset i den georgiske hovedstad Tbilisi og uddannede sig først som gobelinvæver.

– Det tog to år, og så ville jeg videre på kunstakademiet. Men så kom borgerkrigen, fortæller Natia Hansen.

Tilfældet ville, at hun i samme periode mødte en dansker i Tbilisi, som hun forelskede sig i. Han var fra Bornholm, og i 2004 flyttede hun til Rønne sammen med sin kommende mand.

De fik børn, og da Natia Hansen mestrede det danske sprog, uddannede hun sig først til sosu-hjælper, så til sosu-assistent og siden til pædagog.

Nu er hun for alvor kommet i gang med at male igen.

– Da vi blev sendt hjem i foråret på grund af coronasmitten, fik jeg endelig tid til at genoptage maleriet, siger hun.

Ren terapi

Natia Hansen har kun malet lidt “ved siden af” i de første mange år på Bornholm.

– Jeg har altid gået og kigget på huse og set en masse ting, hvor jeg har tænkt: Det skal jeg male engang. Jeg havde mange planer, siger hun.

Natia Hansen var lige startet som pædagog i SFO’en på Hans Rømer Skolen i Aakirkeby, da coronaen ramte landet og skabte et kæmpe hul i hendes kalender. Pludselig var der tid til at koncentrere sig 100 procent om akvarellerne.

– Ja, alle tegningerne er nye, siger hun og nikker mod udstillingsrummet, hvor en pæn strøm af mennesker defilerer forbi og nærstuderer Natia Hansens værker, som består af lige dele portrætter, der leder tanken hen på Place du Tertre på Montmartre i Paris, og bygningsakvareller af den type, som arkitekter ynder at fremstille.

Natia Hansen er lykkelig over at være tilbage i den kreative verden.

– Det er fantastisk at komme i gang igen. Ren terapi, siger hun.

Udstillingen løber frem til udgangen af oktober.

Art Collection Bornholm viser værker af georgiske Natia Gotsiridze Spanner Hansen. Foto: Berit Hvassum