Solsikkesnor skaber en tryg oplevelse i lufthavnen

Solsikkesnor skaber en tryg oplevelse i lufthavnen
Solsikkesnoren har gjort sit indtog i Bornholms Lufthavn og en række andre danske lufthavne for at gøre det nemmere for rejsende med et usynligt handicap eller en skjult diagnose at færdes i lufthavnene. Pressefoto: Billund Lufthavn
| ABONNENT | 4. OKT 2020 • 18:58
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
4. OKT 2020 • 18:58
TRANSPORT

Det handlede om at blive bedre til at møde passagerer, der lever med forskellige typer af usynlige handicap og skjulte diagnoser, da Bornholms Lufthavn meldte sine medarbejdere til et undervisningsforløb, hvor de lærte om oplevelser, dilemmaer og behov på turen gennem lufthavnen fra personer, der lever med for eksempel autisme, angst, ordblindhed, hjerneskade, depression, demens eller tale-, syns- eller hørehandicap.
Hvis man synes, man har brug
for lidt mere opmærksomhed
eller tryghed, når man skal ud at flyve,
så kan man bede om at få en solsikkesnor.

I undervisningsforløbet er den internationalt anerkendte solsikkesnor blevet introduceret for medarbejderne.

Solsikkesnoren bæres af dem, der ønsker at sende et tydeligt signal til lufthavnsmedarbejdere om, at de på grund af et usynligt handicap eller en skjult diagnose kan have brug for mere hjælp, ekstra tid eller tålmodighed.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Det vil sige, at hvis man synes, man har brug for lidt mere opmærksomhed eller tryghed, når man skal ud at flyve, så kan man bede om at få en solsikkesnor, og så er alle medarbejdere i lufthavnen uddannet i, hvordan de skal håndtere dem, der får solsikkesnoren. Det kan være, at de har brug for lidt ekstra opmærksomhed, særligt når de skal igennem sikkerhedskontrollen, og også når de skal ud i flyveren. Den gælder hele vejen, fra man træder ind i lufthavnen og også oppe i flyveren, hvor de også er orienteret om det, siger Bornholms Lufthavns direktør, Christina Dideriksen, til Bornholms Tidende.

En bedre oplevelse

Undervisningsforløbet har tidligere været gennemført i Københavns Lufthavn, og denne gang deltog foruden Bornholms Lufthavn også medarbejdere fra Aarhus, Aalborg, Billund, Esbjerg og Midtjyllands lufthavne. Det er lufthavnene selv, der har taget initiativet, og det har hurtigt vist sig, at der var et behov for den nye service.

– I de ganske få dage, fra vi lige så stille satte det i værk herude, har vi oplevet de første efterspørgsler, og folk har fået de første snore udleveret. Helt fra det første par dage. Vi har ikke mange, men vi har nogle, og de er meget glade for det, siger Christina Dideriksen.

I Storbritannien blev solsikkesnoren lanceret i Gatwick Airport i London i 2016. Siden har den bredt sig til øvrige britiske lufthavne, og ifølge oplysninger på Videnscenter om handicaps hjemmeside har den været en stor succes. I den lokale lufthavn synes direktøren også, at hun allerede mærker en forskel for de passagerer, der benytter sig af solsikkesnoren.

– De får en meget bedre oplevelse i lufthavnen, for det kan være en grænseoverskridende oplevelse for nogle, siger Christina Dideriksen.