Blomster til selvpluk hitter i Gudhjem

Blomster til selvpluk hitter i Gudhjem
– Vi synes, vi har haft en fantastisk god start. Besøgene på marken var stigende fra juli og ind i august, hvor det toppede, fortæller Cathrine Theilgaard. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 4. OKT 2020 • 09:41
| ABONNENT
4. OKT 2020 • 09:41
ØKOLOGI

Siden juli har markerne omkring gården Bakkely i Gudhjem stået i fuld flor. Klar til kunder, der vil plukke deres egne økolologiske blomsterbuketter.

Det er Hanne og Cathrine Theilgaard, mor og datter, som driver selvpluk-konceptet. Da Bornholms Tidende besøgte dem i midten af juli, var makkerparret spændte på, om deres idé om at lave en instagram-venlig blomstermark ville lykkes. Nu gør de status over sommersæsonen og vender blikket mod efteråret.

– Vi synes, vi har haft en fantastisk god start. Besøgene på marken var stigende fra juli og ind i august, hvor det toppede. Da solsikkerne kom frem i august, fik vi den instagram-venlige mark, vi havde drømt om. Bilisterne sænkede farten ude på vejen, folk kom ind og tog billeder og købte buketter. Det var jo lige det, vi havde håbet på, siger Cathrine Theilgaard.


500 solgte buketter

I løbet af juli og august måned solgte Cathrine og Hanne Theilgaard 500 buketter. Det var nok til at dække de udgifter, de havde i forbindelse med etableringen af selvpluk-markerne, og også nok til at give et lille plus på kontoen.

Udover salget af buketter har Cathrine og Hanne Theilgaard også haft glæde af at møde mange forskellige kunder.

– Vi havde et par, der skrev, om de måtte købe en masse solsikker til deres årsdag. Jeg tror, de hentede over 100 solsikker. Det var ret fantastisk, at vi kunne bidrage til sådan en begivenhed. Vi havde også en kunde, som viste sig at være den kvinde, der lavede Mette Frederiksens brudebuket. Det var lidt stort for os, og så var det sejt at have en kunde, som havde forstand på blomster og buketter. Hun gav os et par gode råd om blomsters holdbarhed i vand, fortæller Cathrine Theilgaard.

En wauw-fornemmelse

Børnefamilier, politikere og lokale kendisser har også været forbi over sommeren, samt økologikontrollen, der ifølge Cathrine Theilgaard også var benovet over det økologiske blomsterprojekt.

Udover det kommercielle formål med at sælge buketter, ønskede Cathrine og Hanne Theilgaard fra starten også, at blomstermarkerne ville blive brugt til bare at opleve naturen udvikle sig forholdsvist frit.

– Vi havde et ønske om, at det også skulle være en oplevelse at komme i marken. Når vi selv har gået derude, har vi kunne høre turister og folk, der er ude at vandre, komme langs marken fra strandstien og udbryde et "wauw", når de så blomsterne. Det har været vildt dejligt at kunne bidrage til den wauw-fornemmelse, siger Cathrine Theilgaard.

Virksomheder er næste skridt

Sommersæsonen har forsikret Cathrine og Hanne Theilgaard om, at konceptet med blomster til selvpluk fungerer. Markerne er så fulde af blomster, at man ifølge Cathrine Theilgaard ikke kan se, at der er blevet plukket. Selv de 100 solsikker til kæresteparrets årsdag var et lille greb i de store marker.

Nu vil Cathrine og Hanne Theilgaard udvide deres målgruppe med andre kundetyper.

– Vi vil gerne have de bornholmske virksomheder i spil. For eksempel cafeer, restuaranter og hoteller. De kan jo bruge blomster til pynt, men vi har også spiselige blomster, som de kan bruge i maden. Vi er også i kontakt med en mindre fødevarerproducent, der tanker bær og urter hos os, og en, der vil sætte bistader op. Det er helt fantastisk, at vi kan have sådan en synergieffekt, siger Cathrine Theilgaard.


De største fans

En del af projektet med blomstermarken var også at tiltrække mere af det vilde naturliv. Også på det punkt, har tingene udviklet sig mere, end Cathrine Theilgaard havde turde håbe på.

– Dyrene er vores største fans. Vi har haft så mange bier over sommeren. Det har været helt utroligt. Da solsikkerne kom og afgav frø, kom der også masser af fugle. De sad i tætte flokke på marken med solsikker. Vi har også fået agerhøns, fasaner og rovfugle. Det er fantastisk, for det betyder, at fødekæden har det godt, siger Cathrine Theilgaard.

Erfaring til næste sæson

Den første sommer med selvpluk-konceptet er gået, og Cathrine og Hanne Theilgaard har gjort sig erfaringer, som de vil tage med ind i efteråret og til næste sæson.

– Vi har lært, at vi skal gøre meget for at skilte, når den gule sennep skygger for de andre blomster ude ved vejen. Ellers ved folk ikke, hvad der gemmer sig inde på markerne. Men solsikkerne var skiltning nok i sig selv, så dem skal vi nok have nogle flere af yderst mod marken. Ellers går vi også og tænker over og snakker med vores landbrugskonsulent om, hvad vi kan gøre, for at blive mere bæredygtige i forhold til jordlivet nedenunder blomsterne, siger Cathrine Theilgaard.

Der er stadig blomster til selvpluk, og det vil der ifølge Cathrine Theilgaard være frem til frosten sætter ind. Hvis man går ind i markerne, kan man lige nu finde sorterne katost, mamalukka, morgenfrue, stolt kavaler og dild.