Ny bog udpeger Hammershus Besøgscenter til et hovedværk i dansk arkitektur

Ny bog udpeger Hammershus Besøgscenter til et hovedværk i dansk arkitektur
Illustration fra bogen.
| ABONNENT | 4. OKT 2020 • 10:48
Af:
peter-tiemroth
| ABONNENT
4. OKT 2020 • 10:48
ARKITEKTUR

”Hammershus Besøgscenter er blevet et hovedværk i dansk arkitektur og føjer sig til rækken af værker i den danske arkitekturtradition, der insisterer på at sætte en kvalitet i verden, der rækker ud over vores egen tid.”

Det fastslår arkitekturskribenten Kristoffer Lindhardt Weiss i en netop udkommet bog ”Hammershus Besøgscenter”, der er sjette bind af 10 planlagte i en serie om Ny dansk Arkitektur, der udgives af Strandberg Publishing.

Serien giver et signalement af den nyeste danske arkitektur og præsenterer nogle af dansk arkitekturs mest nytænkende projekter. Heriblandt altså Arkitema og Christoffer Harlangs bygning, der respekterer både landskabet og den historiske ruin.

Kristoffer Lindhardt Weiss udnævner bygningen på en af landets mest spektakulære beliggenheder til ”en del af en lang kæderoman, der forvalter de indsigter og den arv, den bedste del af dansk arkitektur i den moderne æra har præsteret.”


Helhedskunstværk

Gennem et essay og en samtale med arkitekten samt arkitekttegninger og storslået fotodokumentation ved Rasmus Hjortshøj, kommer man helt tæt på. Samtaleformatet sikrer en uformel beskrivelse, mens essayet supplerer med baggrundsviden.

Arkitema og Christoffer Harlangs bygning karakteriseres som spændstigt og diskret indskrivende sig i landskabet omkring den gamle borgruin og præciseres som et sjældent eksempel på et moderne gesamtkunstwerk – helhedskunstværk, hvor arkitekturen sammen med den specialdesignede indretning skaber en vellykket helhedsoplevelse.

Bygningens rene linjer og det rå indre af beton og egetræ suppleres på fornem vis af Harlangs inventar, som består af alt fra borde, reoler og dørhåndtag til lamper, lysestager og salt- og pebersæt i cafeen – og endda et læskur ved busholdepladsen.

Besøgscentret skiller sig bevidst ud fra de fleste andre lignende projekter ved at være designet til ikke at gøre opmærksom på sig selv. Bygningen lægger sig ind i klipperne over for Nordeuropas største borgruin og kan ikke ses, når man ankommer til attraktionen.

Adskillige priser

Derfor har det arkitektoniske fokus været på at skabe en bygning i materialer af høj kvalitet, der spiller godt sammen med omgivelserne. At det er lykkes for Arkitema vidner allerede flere fornemme prisnormeringer om.

Hammershus Besøgscenter har således vundet den fine ”World Architecture Festival Award” i kategorien ”Udstillingssteder”, der blev færdiggjort mellem 1.

januar 2017 og 1. juni 2018. Besøgscenteret dystede mod nybyggede akvarier og museumsbygninger fra hele verden.

Og desuden placerede nomineringen til den prestigefyldte europæiske arkitekturpris ”EU Mies Award 2019” Hammershus Besøgscenter blandt de bedste eksempler på ny arkitektur i EU i de foregående to år.

Derudover kan nævnes Betonprisen, Tømrerprisen og seneste Nykredits Hæderspris 2020. Bygherre har været Naturstyrelsen Bornholm, mens Nordbornholms Byggeforretning i Allinge har haft totalentreprisen.