Bofællesskab for seniorer: 'Vi har fundet et sted, hvor vi kan se os selv om 20 år'

FÆLLESSKAB

Femmøde hver fredag, fællesspisninger og fælles havearbejdsdage er en del af livsstilen, hvis man bor i Thims Gård i Svaneke. Den firlængede gule gård rummer 13 andelslejligheder og kalder sig et seniorbofællesskab.

Man skal være mellem 40 og 70 år for at flytte ind her. Det sidste tal kan der dog dispenseres fra, siger Bent Andersen, som har boet her i 11 år og er formand for andelsboligforeningen.

– Mange ældre er jo sunde og raske, siger Bent Andersen. Selv er han 71 år og lever godt op til beskrivelsen.

Mange, der nærmer sig pensionsalderen og sidder i et stort hus, hvor børnene er flyttet hjemmefra, drømmer om oldekoller eller bofællesskaber, og både Elisabeth Falk, der er ny indflytter sammen med sin mand, Ivan Falk, og Bent Andersen har kun godt at sige om boligformen.

– Vi har et fællesskab, men ikke som i et kollektiv. Fællesskabet er lige udenfor døren, men man kan lukke eller åbne døren, som man vil, og beslutte, om man godt vil være sig selv eller en del af fællesskabet. For mig har det indfriet alle forventninger, siger Bent Andersen, der flyttede til Thims Gård fra København, da han var 60 år og gik på efterløn. Nu er han 71 år.

Elisabeth Falk og hendes ægtefælle Ivan Kofod er netop flyttet ind, og er "kun" 61 år.

– De er vores teenagere, griner Bent.

Ellers er beboerne i alderen fra 61 til 87 år, og der er flest enlige, men også enkelte par.

Et bevidst valg

For Elisabeth og Ivan Falk er boformen valgt meget bevidst til. De er begge stadig på arbejdsmarkedet, men syntes, det var det rigtige tidspunkt at springe ud i et nyt kapitel af deres liv.

– Vi har boet i 20 år på en landejendom. Du kan kalde det, at vi levede "bonderøvsdrømmen" ud. Vi har haft 20 gode år der, vores tre børn er vokset op der, vi har haft masser af plads til børnenes venner, vi har haft får og heste. Det var et rigtig godt liv, men pludselig var børnene flytte hjemmefra. Vi solgte får og heste, og vi havde egentlig for meget plads og forudså, at ejendommen snart skulle sættes i stand. Vi satte den i stand, da vi købte, men nu var der jo gået 20 år. Vi havde en følelse af, at vi blev trætte bare ved tanken. At arbejdet med gården ikke mere var sjovt, men blev en sur pligt, og så skal man se at komme af sted, fortæller Elisabeth Falk.


Parret begyndte at kigge på bofællesskaber.

– For vi ville meget gerne bo sammen med andre. Selvom vi er født det samme år, ved vi jo ikke, om vi dør samme år, konstaterer Elisabeth Falk udramatisk.

Parret har tænkt fremtiden godt og bevidst igennem og så faldt valget på Thims Gård i Svaneke.

– Vi har set, at ældre folk kan blive ensomme og ikke overkomme deres hus og have, så vi havde aftalt, at vi skulle komme af sted i tide.

Jeg googlede bofællesskaber og faldt over Thims Gård og huskede, at jeg havde været her på havevandring engang og huskede, her var så smukt. Så dukkede en ledig lejlighed op, som passede til et par.

– Vi kunne sagtens se os selv bo der. Så kom det, der var knasten – at vi skulle sælge først.

Ivan og Elisabeh Falk havde takket være opsparing og en velvillig bank mulighed for at springe til, selvom de ikke havde solgt deres landejendom.

Hvad var det, der tiltrak jer så meget til denne boligform?

– At have fællesskaber, som giver tryghed. Som børnefamilie havde vi jo en god bekendtskabskreds. Her får du nemt en ny bekendtskabs- og vennekreds, og du kan engagere dig meget eller lidt. Vi synes, at det giver os et fællesskab og en tryghed at bo her, som vi sætter stor pris på. I dag lever vi jo alle i en meget virtuel verden, men her er rigtigt, "live" fælleskab.

Ikke fortrudt

Nu har ægteparret boet her siden februar og har ikke fortrudt et øjeblik.

– Vi har fundet et sted, hvor vi kan se os selv om 20 år. Det giver os en ro. Vi har fået det, vi troede, vi ville få, venner og bekendte, og er faldet godt til i Svaneke.

Er der slet ingen ulemper ved fællesskabet?

– Indtil videre synes jeg, vi er blevet enige om de ting, vi skulle blive enige om. Vi har da hørt om andre bofællesskaber, hvor man har mange diskussioner, men her handler det om hele tiden at afveje, hvor meget vi kan selv, og hvor meget vi køber os til. For os giver det noget at dele pligterne. Vi har blandt andet en hyggelig havedag en gang om måneden.


Bent Andersen har samme oplevelse efter 11 år i Thims Gård.

– Man lærer en masse at kende og bliver en del af et fællesskab fra starten, siger han.

Yde efter evne

Bent Andersen lægger vægt på, at beboerne yder efter evne. Selv slår han græsset i haven, en anden klipper hækkene, og resten hjælpes man med.

– Og Elisabeth har adopteret roserne, siger Bent Andersen

– Vi afpasser opgaverne efter, hvad man kan. Mit synspunkt er, at hvis man har boet her og gjort sit, så behøver man ikke bidrage, hvis man ikke mere kan.

Kan beboerne ikke selv løse de praktiske opgaver, køber de sig til hjælpen, og de har en fælles maskinpark og redskaber til opgaverne.

Bent Andersen husker heller ikke, at der har være de store problemer med fællesskabet.

– Det går aldrig vildt for sig, man finder en løsning. Folk har jo også selv valgt stedet til med det fælleskab, det lægger op til.

 

Thims Gård

Thims Gård er en andelsboligforening og et seniorbofællesskab, som blev etableret for 20 år siden. Enkelte af de første beboere bor her stadig.

Der er 13 lejligheder i bofællesskabet.

Udover at have hver deres private lejligheder deles beboerne om gården, en stor have, fælles cykelskur og et gæstehus til fester og møder, som også bruges som gæstehus af beboernes familier og venner. I løbet af året har de en række fælles arrangementer. Der er ikke særlig stor udskiftning i beboerne.

Det forventes, at beboere i andelsboligforeningen deltager i blandt andet at passe den fælles have, rydde sne og passe fælleshuset.

Thims Gård holder åbent hus lørdag fra klokken 13, hvor alle er velkomne til at komme og se stedet og få en snak om, hvordan det fungerer.