Medierne forsømmer kulturen på Bornholm

Jeg har flyttet meget rundt som barn og ung. Som voksen har jeg haft fast base i brokvartererne i hovedstaden. Københavner med stort K. Men altid var jeg tæt på havet, som jeg også er det nu, på det skønne Bornholm.

Når der en sjælden
gang er en vedkommende
og aktuel kulturpersonlighed
på visit, er det knap en omtale værd

Jeg elsker simpelthen havet. Og Bornholm. Der er kun et par ting, jeg rigtig savner fra København: Familien og kulturen. Teatre, museer og udstillinger. Men jeg må ikke rigtig klage.

Jeg er en af de sjældne indbyggere her på øen, der ikke ejer en bil. Har ikke en gang et kørekort. Men jeg har en elknallert. Og med den mærker jeg, hvor lille vor skønne ø egentlig er. Alt ligger tæt på hinanden og er forbundet. Jeg skal ikke bevæge mig ret langt, før der er en, jeg kender, eller der er en, der kender mig.

På samme måde er det kulturelle liv tæt forbundet. At øen ikke er større, betyder at udvalget af kulturelle tilbud er rimelig begrænset. Det giver øen stor værdi, fordi de kulturtiltag, der så er på Bornholm, er nogle, som mange ser. Det er med til at skabe et fælles sprog og en fælles dialog på øen.

Omend denne kultur, ikke er ordentlig dækket i vores tre medier: DR-radio, TV 2 og Tidende. Det religiøse og foreningslivet har derimod høj prioritet. Når der en sjælden gang er en vedkommende og aktuel kulturpersonlighed på visit, er det knap en omtale værd. Ensidigheden i de musikalske anmeldelser er også slående. Og ensformige. Tempoet på Bornholm er noget af det mest vitale. En tilbagevendende og dejligt stimulerende følelse er det fænomen, der altid rammer en, når man står af et fly eller en færge og sætter begge fødder på bornholmsk klippegrund.

En tredjedel luft nærmest siver ud af en. Nu har de sidste måneder været væsentlig anderledes, og det har været en hård tid for mange, især for de ældre og ensomme. Musik og sang kunne have bidraget ekstra meget til os alle, som noget at samles om og være et redskab til at bearbejde følelser omkring den mærkelige tid, vi har været igennem.

Denne her tid har fået mig til at sætte pris på musik og sang på en helt ny måde. Det er den samhørighed, vi i vores korsang oplever, der har fået mig til at erkende hvor skrøbelige, vi er, uden fællesskab og omsorg. Det er det samspil og den magt, der opstår i fællesskaberne, som jeg ser allermest frem til at kunne opleve igen.