‘Jeg har altid været glad for naturen og naturens materialer’

DAGENS NAVN: Sisse Olsen er 37 år og bor i Svaneke med sin kæreste Jani Keto. Sammen har de datteren Viola på et år og brugskunstforretningen Si’Ja, hvorfra de drejer og sælger brugsgenstande i træ.

Hvordan kom du til at arbejde med træ?

– Jeg er uddannet sygeplejerske, så trædrejning er learning by doing. Da jeg boede i København, ville jeg så gerne lave noget i træ. Min morfar var møbelsnedker, og det ville jeg egentlig også gerne, men jeg kunne ikke overskue at tage en helt ny uddannelse. Jani sendte mig på kursus i trædrejning. Jeg blev helt vild med det og ville gerne have min egen drejebænk, men der var ikke plads i lejligheden i Nordvest. Så snart vi flyttede til Bornholm, begyndte jeg at kigge efter en bænk, og for halvandet år siden købte vi vores første.

Hvorfor lige træ?

– Jeg tror, det var fordi, det er noget håndgribeligt. Noget, der kan formes. Og så har jeg bare altid været glad for naturen og naturens materialer.

Hvor finder du inspiration?

– Jeg finder det meste inspiration på instagram. Jeg følger en masse profiler, der har kontorer rundt omkring i verden. Det er mest ældre mænd. Hvis jeg har akutte spørgsmål, så ringer jeg til Hans Henning, der har Træsmeden i Gudhjem.

Hvad er det mest specielle, du har drejet?

– I traditionel trædrejning er det flotteste, når man drejer noget større af ét stykke træ. Hos os laver vi meget af gamle skateboards, finér. Det mest specielle er nok vores vaser, som har epoxy på indersiden, så de kan indeholde vand. Det er en sjov og langsommelig proces at lave dem. Vaser i træ vil jo typisk være en pyntegenstand, men jeg kan godt lide, når ting er funktionelle. Og ved at have epoxy på indersiden, så bliver vaserne vandtætte.

Hvad betyder det for jeres liv, at I bor på Bornholm?

– Frihed. Helt simpelt frihed. Mulighederne er blevet meget mere synlige, og det er fantastisk at få lov at være kreativ. Her bliver vi ikke forstyrret af alle café latterne i byen. Caféturene. Her er der tid til fordybelse og ro.