Peter Andreas Thorsen var kun 15 år, da hans liv sluttede brat på Vellensbygaard i Nylars.

Peter Andreas Thorsens alt for korte liv

SLÆGTSFORSKNING

Slægtsforskning rummer nogle gange ubærlige historier. Peter Andreas Thorsen var kun 15 år, da hans liv sluttede brat på Vellensbygaard i Nylars.

Nogle gange kan et liv beskrives ubarmhjertigt kort: “Uægte. Død januar 96”. Sådan. Så havde man i datiden styr på de vigtigste detaljer om personen Peter Andreas Thorsen. Han var uægte, og han var død, og det er de første ord, der står i margen, når finder hans dåb på side 38 i kirkebogen fra Nylarsker Sogn fra 1880.

Peter Andreas Thorsen fra Arnager fortjener dog en lidt længere levnedsbeskrivelse, selv om hans liv blev kort.

24-årige Thora Dorthea Vilhelmine Thorsen blev mor til lille Peter Andreas den 27. marts 1880 hos sin far Hans Thorsen i Arnager. Det var ikke nogen nem fødsel, og Thora havde døjet i mange timer med veer og bækkenforsnævring, så Peter Andreas måtte tages med tang, viser jordemoderprotokollen. Man kan levende forestille sig, hvor hård en fødsel det har været i 1880, hvor der ikke har været adgang til hverken nutidens lattergas eller epiduralblokader.

I huset i Arnager boede Thoras 55-årige far Hans Thorsen, som havde været enkemand i 10 år, hendes 31-årige ugifte storesøster Karen Christine Thorsen, som var husholderske i den lille familie, og Karens søn 11-årige Hans Peter, som også var født uden for ægteskab – præcis som hans lille fætter Peter Andreas, der lige var kommet til verden.

Sådan så skolen nogenlunde ud i Nylars, da Peter Andreas har gået der inden han skulle ud og tjene. Billedet er fra bornholmerneshistorie.dk

Emigrerede til Bear River City

Hvordan stemningen i huset har været, vides af gode grunde ikke, men der har i hvert fald ikke været helt enighed om religiøst tilhørsforhold i familien, da alle har valgt at blive mormoner, bortset fra lillesøster Thora på 24, som nu var blevet mor. I Folketællingen 1880 står Thora som lutheraner, mens der står mormon ud for de andre familiemedlemmer.

Året efter emigrerede først storesøster Karen og dennes søn Hans Peter til Bear River City, en lille mormon-nybygger-landsby som ligger nord for Salt Lake City i Utah, og året efter tog Hans Thorsen af sted på samme rejse over Atlanten for at slutte sig til sin ældste datter, Karen, og Hans Peter.

Villiam Dam.

Thora blev alene tilbage med Peter Andreas, og hvor hun gjorde af sig selv i tiden efter vides ikke, men hun bliver mor igen den 10. juli 1888, hvor Peter Andreas får lillesøsteren Vilhelmine Christine Thorsen, som også er født uden for ægteskab. I kirkebogen står der, at hun bor hos sin bror Thor Hansen, som er fisker, men at hun op til fødslen tjente hos gårdejer Jens Hansen i Sose, og at barnefaderen er ungkarl Villiam Dam, som arbejder på gården.

 

Det sandsynlige er, at han for
spøg har stukket hovedet i en
løkke, som hænger ned fra
loftbjælken og er måske gledet.

 

Der bliver dog ikke noget giftermål mellem Thora og Villiam. Der har sandsynligvis været for stor forskel på standen mellem de to unge mennesker. Nu har Thora to børn, men de bor sandsynligvis ikke hos hende i særlig lang tid. I 1890 er begge børn sat i pleje, mens 35-årige Thora er tjenestepige hos stælejer (se boks, red.) Peter Jørgensen i Arnager. Hun er kun 36 år, da hun dør af et slagtilfælde den 22. januar 1891.

Datteren Vilhelmine er i pleje i Nylars, da Thora dør. Det kan en lyslevende efterkommer af Vilhelmine fortælle mig:

“Vilhelmine er min mormor, og jeg ved, at hun blev sat i pleje hos et landpostbud ved navn Laurits Pedersen i Nylars, som fik penge for at tage sig af hende. Thora døde, da min mormor var et par år gammel, og hun var så fattig, at staten betalte for hendes begravelse”, fortæller Aase Reusch, som er barnebarn af Vilhelmine og tipoldebarn af Hans Thorsen, som rejste til Utah.

Fire direkte efterkommere af Hans Thorsen, født 1823 i Arnager – og bedstefar til Peter Andreas, som beskrives i artiklen. (Susanne Lauersen t.v., Dorte Kofoed i midten og Aase Reusch (t.h.), hvis mormor var Vilhelmine – og Flemming Thorsen, som stadigvæk har navnet, som har overlevet i generationer.) Billedet blev taget, da vi mødtes i 2019 for at planlægge tur på Bornholm for vores amerikanske Thorsen slægtninge, som skulle komme til Danmark denne sommer, men det satte corona en stopper for.

Hovedet i løkken

Aase har selv været i gang med slægtsforskningen i en del år:

“Min mormor fortalte ikke om sin opvækst, men hun har sagt til min mor, at hun vidste, at hendes far var en gårdmand, så det må hun have vidst”.

Mens lillesøster Vilhelmine kom godt på vej videre i livet og kunne videreføre slægten, var det anderledes med Peter Andreas Thorsen. Han kom i pleje på 21. selvejergaard Tophjem i Nylars hos Lars Dam. Han bliver konfirmeret i 1894, og han har hverken mor eller far, som kan sige tillykke med hans konfirmation. Hvor han for øvrigt får det knap så flatterende “g” i kundskaber, men han er tilsyneladende en flink dreng, for han får “mg” i opførsel.

I januar 1896 er han tjenestekarl på Vellensbygaard i Nylars – ikke langt fra sit plejehjem, og her slutter hans liv brat den 17. januar 1896. I dødsattesten står der under dødsårsag:

“Det sandsynlige er, at han for spøg har stukket hovedet i en løkke, som hænger ned fra loftbjælken og er måske gledet, og skønt løkken var så nær gulvet, at han stod på dette med bøjede knæ, har han ikke formået at rejse sig” (oversat til nutidsdansk, red.).

Året var 1896, og selvmord var stadigvæk et stort tabu, og ikke mange år tidligere var man blevet nægtet en kristelig begravelse. Det bliver Peter Andreas dog ikke. Han bliver begravet en kold januardag 1896.

 

 

De stakkels plejebørn i gamle dage

Fattigvæsenet havde forpligtigelser over for forældreløse børn i gamle dage. Børnene kunne ved udlicitering sættes i pleje ved lavestbydende, men herudover skulle fattigvæsenet føre tilsyn med, at børnene passede deres skolegang, og at de – hvis de var egnet – fik en uddannelse, skriver forfatterne til bogen “Find din slægt og gør den levende”.

Kommunerne fik fra 1888 pålagt pligt til at føre tilsyn med ikke blot de børn, som kommunen selv havde sat i pleje, men også med alle andre plejebørn under 14 år. Desuden blev det bestemt, at alle plejeforældre, der mod betaling for at have børn i pleje, skulle godkendes af kommunalbestyrelsen.

Det skulle være muligt at finde protokoller efter plejebørn. Efter loven fra 1888 om tilsyn med plejebørn skulle man i sogne- eller byrådets forhandlingsprotokoller finde oplysninger om godkendelse af plejeforældre med mere, og efter 1895 skulle alle kommuner føre særlige protokoller om anbragte plejebørn og indsende indberetninger til amtet om det udøvende tilsyn med de plejebørn, der boede i kommunen.

Kilde: Bogen: “Find din slægt og gør den levende”.

 

 

En stæl

Bornholmsk [stæ·l], m., har som appellativ tre betydninger i bornholmsk:

1. “Tomt, Sted hvor der har ligget en Gaard eller et Hus” (optegnelser ved Aage Rohmann; jævnfør sammensætningen bornholmsk brânstæl “Brandtomt”).

2. “En Gaard uden egentlige Bygninger, som hører til en anden Bondegaard, eller en Gaard, som drives af Kjøbstadsfolk og hvori der ei holdes Dug og Disk” (J.C.S. Espersen 1908: Bornholmsk Ordbog; denne definition findes også hos Rohmann og i J.C. Urnes bornholmske Ordsamlinger fra 1755-57).

3. “Mark, som endnu har Præg af den foregaaende høstede Afgrøde” (Rohmann; jævnfør Sammensætningen Kartoffelstæl “Mark hvor der har vokset Kartofler”).

Ordet forekommer i Landebog 1569 i formen stedell, stedill. Denne skrivemåde taler for, at ordet er identisk med gammeldansk stæthil “bolig”, en -ila-afledning til substantivet gammeldansk stath “sted”; jævnfør de tilsvarende -ula-afledninger oldnordisk stoðull, m. “malkeplads, sæter”, oldengelsk staþol, m. “grundlag, standpunkt, sted”.

Kilde: Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

 

 

Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning

Dorte Kofoed har slægtsforsket i sin bornholmske familie i cirka 10 år, men det har først taget fart de seneste par år.

Det er den bedste hobby, hun nogensinde har haft, og når man nu ikke kan finde ud af at strikke, så er dette et glimrende alternativ til at glemme tid og sted, når man i stedet tager en tur med tidsmaskinen. Det har givet hende fantastiske oplevelser, hvor hun har besøgt sine slægtninge i Utah i USA, set den gamle træhytte, som hendes tip-tipoldefar levede i, da han emigrerede fra Arnager i 1882, har fået venskaber og slægtninge flere steder i verden og har oplevet en stor glæde ved de mange gamle gåder, som ligger og ulmer i slægterne, hvor skæbnerne fletter sig sammen på godt og ondt.

Hun deler her i serien “Forstå din egen familie bedre med slægtsforskning” ud af sine egne personlige historier og give tips og tricks til at slægtsforske.

Kontakt hende gerne med spørgsmål og gode råd på: [email protected]