Ny, men ikke helt ny, chef for Center for Børn og Familie

Ny, men ikke helt ny, chef for Center for Børn og Familie
Ann Rubæk-Nielsen har officielt fået jobbet som chef for Center for Børn og Familie, som hun har varetaget som konstitueret chef siden juni måned. Foto: Berit Hvassum
| 29. SEP 2020 • 10:46

29. SEP 2020 • 10:46
KOMMUNALT

Center for Børn og Familie har fået ny centerchef. Det er Ann Rubæk-Nielsen, som siden juni i år har været konstitueret i stillingen som centerchef, efter Anders Fløjborg forlod jobbet.

Ifølge Bornholms Regionskommune var det et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Ann Rubæk-Nielsen som ny chef for Center for Børn og Familie. Servicechef Trine Dorow udtaler på kommunes hjemmeside, at hun føler sig sikker på, at Ann Rubæk-Nielsen "er den rette til at føre Center for Børn og Familier videre".

Ann Rubæk-Nielsen glæder sig over at kunne fortsætte i jobbet som centerchef.

– Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at ansættelsesudvalget har peget på mig og vist mig den tillid. Det har været en spændende tid som konstitueret, hvor jeg har fået et endnu større kendskab til Center for Børn og Familie, end jeg havde før, siger hun.

Før Ann Rubæk-Nielsen blev konstitueret centerchef, var hun leder af dagtilbud i Bornholms Regionskommune. Hun er uddannet pædagog, har en diplomuddannelse i ledelse og to masteruddannelser i henholdvis offentlig ledelse og professionel kommunikation. Ann Rubæk-Nielsen fortsætter nu officielt som chef for Center for Børn og Familie, og hun har et klart mål for arbejdet:

– Jeg vil have fokus på, at vi har et Center, som sørger for at skabe de bedste betingelser for børn og familier på Bornholm, siger hun.