Leder: Aakirkeby – Bornholms nye børnecentrum?

Leder: Aakirkeby – Bornholms nye børnecentrum?
Som tilflytter i Aakirkeby for et par år siden undrede Kamilla Hector sig, når hun gik tur med sønnen i barnevogn. Hun savnede for eksempel noget så banalt som en god legeplads eller andre faciliteter, man bruger, når man er på barsel. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 29. SEP 2020 • 12:56
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
29. SEP 2020 • 12:56
LEDER

– Det gælder ikke om at være først eller størst, men om at skabe noget aktivitet.

Så opløftende lyder det fra Ronald Kofoed-Rasmussen, formand for borgerforeningen i Aakirkeby. Han står i spidsen for en fornyelse af måden, foreningen arbejder på. Det er ikke forkert at sige, at mange års solide og måske lidt rutineagtige arbejde, nu gennemlever en stor forandring, der kan løfte byen samlet. Hans indsats og metode er på mange måder eksemplarisk, og andre dele af Bornholm kan lære af den.

Noget af det første, formanden gjorde, var at sikre, at de generationer, der skal tegne Aakirkeby i fremtiden, også kommer til orde og bidrager til ideer og aktiviteter. Han fik argumenteret både Kamilla Hector og Jette Dale ind i bestyrelsen. Førstnævnte har et barn på fem år og yderligere et på vej. Og Jette Dale har børn i teenagealderen.

Dermed har Aakirkeby løst den udfordring mange lokalmiljøer står med. Det er de samme solide trækheste, der driver foreningslivet og byens puls. Og dermed risikerer meget at gå i stå, når deres puls går ned, og de stopper. Og så gjorde han bevidst op med vanetænkningen, for nye tider kræver nye måder at agere på.

 
Nye og engagerede øjne undrer
sig mere end dem, der ser på de
samme ting dag efter dag.

 

– Vi har lagt en linje, hvor man gerne må stille spørgsmål ved tingene, som han forklarer.

– Tingene har lidt kørt efter en skabelon i mange år, men nu kommer der noget nyt perspektiv på, følger han op.

Nye og engagerede øjne undrer sig mere end dem, der ser på de samme ting dag efter dag. Og som tilflytter i Aakirkeby for et par år siden undrede Kamilla Hector sig, når hun gik tur med sønnen i barnevogn. Hun savnede for eksempel noget så banalt som en god legeplads eller andre faciliteter, man bruger, når man er på barsel. Steder at møde ligestillede, hvilket også giver liv i byen. Nu er der så tanker om at genåbne legepladsen i den lukkede børnehave, der står og gror til.

Og der er børn nok. Der er gang i et lille babyboom i Aakirkeby. I 2011 var der 85 børn i alderen op til fem år. I dag er der 110. Og holder prognosen, er der 137 børn under fem år i 2032.

Også gruppen af børn mellem seks og 11 år vokser. I 2015 var der 95. I dag er der 129. Og i 2032 kan der være 140, lyder prognosen.

Hvis alle de børn skal vokse op og trives i Aakirkeby, skal der sparkes gang i faciliteter til begge aldersgrupper.

Og Ronald Kofoed-Rasmussen, Kamilla Hector og hendes jævnaldrende er i fuld gang. De er blandt andet inspireret af den gode legeplads i Listed. Og som Kamilla Hector siger:

– Det er måske det, som vi mangler her: Den gratis glæde og det gode udflugtsmål, der ikke koster noget.

Engagementet i Aakirkeby fremstår eksemplarisk. Udviklingen er sat i gang. Og selv om der findes mange gratis glæder, så hjælper lidt penge altid. Hvis der snart begynder at komme nogle ansøgninger til fonde og måske kommunen, vil det være en god idé at imødekomme dem. Aakirkeby er godt på vej!