'Flygtninge er ikke dyr'

LÆSERBREV

I et af de få tv-indslag fra Moria-lejren i Grækenland nåede en flygtning for nylig at få sagt til os seere: "Jeg er et menneske, ikke et dyr".

Han ramte noget helt afgørende. Den første Moria-lejr brændte, en ny blev hurtigt etableret. Men stadig er lejren for lille og meget dårligt indrettet, især når det gælder de sanitære forhold.

Flygtninge er ikke dyr. Udtalelsen flugter med gamle Grundtvigs menneskesyn: Mennesket er ikke en abekat, bestemt til at efterabe de andre dyr og siden sig selv til verdens ende, men en mageløs underfuld skabning.

Men vi behandler stadig mennesker som dyr. Vi har glemt, at Danmark selv havde sin Moria-lejr, nemlig i Grove ved Karup. Da tyske flygtninge ankom, drevet hertil af russerne, flere i skibe under bombning i Østersøen, andre i kreaturvogne, blev de anbragt i lejre omkring Grove. Da tilstrømningen var størst, var der cirka 20.000. De opholdt sig i barakker, som i vinteren 1945-46 var så utætte, at man kunne se ud mellem brædderne. De havde papirdyner og levede mest af suppe med lidt kål, ærter og kålrabier i. 1.200-1.300 døde af tuberkulose og andre sygdomme, heraf en del børn, og blev begravet i Grove.

Nogle var bag pigtråd i tre år. En ung kvinde skrev: "Vi kan jo ingen steder gå, langs pigtrådshegnet vil jeg ikke gå, så føler man sig som en hund i et bur. Hvem ved, hvornår dette elendige liv får en ende for os?"

Hvad var Danmarks flygtningepolitik dengang? En folder om kirkegården i Grove siger, at den var "beregnet på at være human, men uden den store gæstfrihed". Læs det igen. Det var nu så som så med den beregnede humanitet. Ordet betyder kærlig og medmenneskelig indstilling og optræden, den holdning, der forsvarer menneskets frihed og værdighed.

Men ak. Lejre har vi stadig. Moria mod syd og vore egne små filialer: Ellebæk, Sjælsmark og Kærshovedgård. Og politikken? Er vi stadig døve for flygtningens hjerteskærende ord "Jeg er et menneske, ikke et dyr"?