Bornholm er duksen i klassen: Svindelsager med hjælpepakker står i kø

Bornholm er duksen i klassen: Svindelsager med hjælpepakker står i kø
| 29. SEP 2020 • 20:54
Af:
fagbladet-3f

29. SEP 2020 • 20:54
SVINDEL

I løbet af efteråret vil de danske domstole se et decideret boom i antallet af sager om svindel med corona-hjælpepakkerne. Lige nu venter knap 100 sager om coronasvindel for millioner af skattekroner for at komme for retten landet rundt.

Det viser nye tal fra Bagmandspolitiet, som Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af.

Her fremgår at det, at alle politikredse undtagen Bornholm har sager på vej med et retsligt efterspil om snyd med corona-støtte.

Dermed kan en række svindlere se frem til særligt hårde straffe, da strafferammen for svindel med coronamidlerne er sat op til fire gange højere end normalt for økonomisk kriminalitet. Og muligheden for at gå efter hårde straffe er noget, som anklagerne har tænkt sig at benytte.

– Vi vil gerne sende et statement om, at vi tager denne form for svindel meget alvorligt. Sagerne om svindel med corona-hjælpepakkerne er noget, vi prioriterer højt. Derfor prøver vi at få sagerne hurtigt for retten, siger Britt Hansen, specialanklager hos Københavns Vestegns Politi, som er en af de kredse, der har flere sager på vej.

Indtil nu er det ellers kun et fåtal af sager om svindel med foråret og sommerens forskellige økonomiske hjælpepakker, der er berammet for retten – og kun en enkelt sag, hvor der er fældet dom.

Det skete i august måned i Københavns Byret. Her blev en 29-årig virksomhedsejer idømt ubetinget fængsel i et år og seks måneder i Københavns Byret.

Manden, der drev et biludlejningsfirma, blev dømt for at forsøge at svindle sig til 427.500 kroner via lønkompensations-ordningen, da han søgte om corona-støtte til løn for fem opdigtede ansatte.

I de seneste uger er nye sager dukket frem hos både Sydsjællands, Københavns og Københavns Vestegns Politi.

Hos Københavns Vestegns Politi drejer de fleste af sagerne sig om snyd med lønkompensations-ordningen. Altså den ordning, der skulle sikre, at danske lønmodtagere ikke mistede deres job under den landsdækkende lockdown fra marts og frem.

- Det er primært indenfor erhverv som rengøring, restauration, samt byggebranchen og håndværk, at vi ser snyd med lønkompensation, siger Britt Hansen.

Det er statsanklagerens særlige afdeling for økonomisk kriminalitet – i daglig tale kendt som Bagmandspolitiet – der står for at modtage anmeldelserne, vurdere dem og derfra fordele sagerne til landets politikredse.

 
 

Så mange har sager har kredsene

Københavns Politi 30

Københavns Vestegns Politi 23

Nordsjællands Politi 11

Fyns Politi 7

Midt- og Vestsjællands Politi 6

Sydøstjyllands Politi 5

Syd- og Sønderjyllands Politi 4

Sydsjællands Politi 3

Midt- og Vestjyllands Politi 2

Nordjyllands Politi 2

Østjyllands Politi 2

Sydøstjyllands Politi 2

Særlig Efterforskning Vest 2