Foto: Jens-Erik Larsen

Rødhætte fra Bobbabrøddan: ‘Det er en prøvelse at skulle ligge her i en uordentlig bunke uden at gøre gavn’

DAGENS NAVN: Rødhætte fra Bobbabrøddan, en af den pensionerede granitsteler fra Bobbabrøddan, der netop er flyttet ind på den kommunale oplagsplads i Olsker, reflekterer om fortid og fremtid.

SATIRE

Hvor stammer du fra og hvor gammel er du?

– Det ved jeg helt ærligt ikke. Det er gået i glemmebogen, men jeg har hørt kloge mennesker, som mener, at jeg er cirka 1,3 millioner år gammel, og at jeg oprindelig stammer fra Moseløkken på Nordbornholm. Min tilværelse på Bobbabrøddan er en forholdsvis ny ting. Det var først en gang i midten af 1930’erne, da det blev mere almindeligt at køre i automobil på Bornholm, at jeg flyttede dertil.

Hvordan har du det nu med at være sendt på pension?

– Jeg synes jo, det er noget tidligt sådan at blive marginaliseret. Godt nok er jeg ikke helt moderne mere, men jeg synes stadig, at jeg kan gøre gavn, og jeg er sikker på at med den rette støtte og i den rette kontekst, så ville jeg kunne gøre gavn og være til glæde mange år endnu. Det har jeg hørt, at mange af mine artsfæller har fået mulighed for andre steder på Bornholm.

Hvad synes du om din nye tilværelse på den kommunale oplagsplads i Olsker?

– Den betragter jeg som noget midlertidigt. For en granitsten, som er vant til at stå på rad og række, og som er vant til at præsentere sig fra en mere flatterende side, er det en stor omvæltning. Bevares, jeg er her sammen med mine dejlige kolleger fra Bobbabrøddan, men jeg tror, at jeg taler for os alle, når jeg siger, at det er en prøvelse at skulle ligge her i en uordentlig bunke uden at gøre gavn.

Hvad tror du fremtiden bringer for dig og dine kolleger?

– Det ved jeg helt ærligt ikke. Jeg håber, vi kan få lov at flytte tilbage i vejkanten på Bobbabrøddan, hvor vi kom fra og igen få lov at gøre gavn. Jeg følte lige, at jeg var faldet til. Men jeg frygter også, at vi måske bliver skilt ad. At vi bliver flyttet ud andre steder, hvor der er rødhætter, som ikke kan mere, og som må pensioneres. Det vil ikke være rart, men dog til at leve med. Det værste, der kan ske, er, at vi bliver malet til stenmel og brugt som vejfyld. Den kan jeg godt have mareridt om.

Hvis du skal give et råd til din afløser, stålautoværnet på Bobbabrøddan, hvad skulle det så være?

– Stå fast! Stå fast! Det var jeg og mine kolleger bestemt ikke gode nok til, og derfor ligger vi her i dag. Det er ikke en skæbne, jeg ønsker for andre.