Rektor stopper: 'Det har været en tung beslutning'

Rektor stopper: 'Det har været en tung beslutning'
Anne Regitze Lind-Holm stopper efter to og et halvt år som rektor på Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 29. SEP 2020 • 07:23
| ABONNENT
29. SEP 2020 • 07:23
UDDANNELSE

Bornholms Sundheds- og Sygeplejerskeskole leder efter en ny rektor. Den nuværende rektor Anne Regitze Lind-Holm har sagt op efter to og et halvt år på posten.

– Det har været en tung beslutning for mig. Jeg har været rigtig glad for at være rektor på Bornholms Sundheds- og Sygeplejerskeskole, og jeg har sagt op ene og alene af den grund, at jeg ikke vil pendle mere. Det er blevet for hårdt, siger Anne Regitze Lind-Holm.

Hun fortæller, at Bornholms Sundheds- og Sygeplejerskeskole er en velkørende uddannelsesinstitution, og at hun er fortrøstningsfuld på skolens vegne.

– Skolen er på vej i en rigtig god retning med rigtig gode samarbejder i lokalsamfundet. Det er ekstremt vigtigt, at en uddannelsesinstitution som Bornholms Sundheds- og Sygeplejerskeskole har gode samarbejder lokalt og med de store spillere på området, som for eksempel Københavns Professionshøjskole, siger hun.

Selvom Anne Regitze Lind-Holm er glad for Bornholm, har det ikke været i overvejelserne at flytte permanent hertil.

– Vi har et dejligt hus på Bornholm, og jeg elsker at være her, men min mand arbejder ovre, og vores børn bor i København, så jeg vil ikke bor på Bornholm hele året. Men vi beholder vores hus og kommer stadig til at være meget på Bornholm, siger Anne Regitze Lind-Holm.

Fra på torsdag er hun ansat som faglig leder i Københavns Kommune.

Der er endnu ikke fundet en ny rektor, men det fremgår af stillingsopslaget, at der vil være ansættelsessamtaler i uge 44.