Tre nye corona-tilfælde - stadig langt under landsgennemsnittet

Tre nye corona-tilfælde - stadig langt under landsgennemsnittet
De fleste coronaprøver bliver taget i testcentret ved Bornholms Hospital. Foto: Jacob Jepsen
| 28. SEP 2020 • 14:22
Af:
jakob-noermark

28. SEP 2020 • 14:22
Tre bornholmere har de seneste dage fået besked på, at de er smittet med covid-19.

Det fremgår af mandagens overblik over spredningen af coronavirussen, som Statens Serum Institut udsender hver eftermiddag på hverdage.

To af de positive prøver er fra i lørdags, hvor der i alt blev foretaget 196 test på Bornholm. Ifølge Statens Serum Institut blev den tredje test foretaget i torsdags.

Det samlede antal bekræftede smittede på Bornholm siden marts er nu 105. Heraf stammer cirka en fjerdedel fra september.

Inden for den seneste uge har fem bornholmere modtaget et prøvesvar, der bekræfter, at de bærer virussen. Det skal ses i lyset af, at cirka 2.800 personer blev testet i ugens løb.

Med fem smittede på en uge hører Bornholm fortsat til de kommuner, der aktuelt har den laveste koncentration af smittede. Det svarer til en incidens på 13 personer per 100.000 indbyggere over syv dage.

Kun 15 af landets 98 kommuner har en lavere smittekoncentration, og alle andre kommuner i Region Hovedstaden har for tiden flere covid-19-patienter end Bornholms Regionskommune.