På efterløn efter 39 år i brugsen: 'De kan bare ringe, så kommer jeg'

ERHVERV

– Jeg vil stadig komme for at handle i brugsen, og jeg har sagt, at jeg gerne kommer og giver en hånd, hvis der skulle være brug for det.

Ingen behøver at være i tvivl om, at Helen Kjøller er loyal overfor Dagli’ Brugsen i Pedersker (eller Pærsker Brøggs) og lokalområdet, som hun altid har holdt sig til. Helen Kjøller blev fredag eftermiddag fejret i brugsen, fordi hun går på efterløn efter 39 års arbejde på stedet.

De 39 år er fordelt på hendes læretid i brugsen midt i 1970’erne og så perioden fra 1984 og frem til i dag. Det kunne altså være blevet til nogle flere år i brugsen, hvis Helen Kjøller ikke havde valgt også at ville opleve noget andet arbejdsmæssigt. Hun var lige omkring en bagerforretning og en slagterbutik, inden hun var tilbage i den lokale brugs.

– Jeg havde sidste arbejdsdag for godt et par uger siden. Jeg skulle ellers have haft sidste arbejdsdag i fredags, men da vi skulle gøre regnskabet op, havde jeg nogle flere feriedage, så jeg blev sendt hjem med det samme. Det er underligt efter så mange år ikke at skulle derned mere, siger 63-årige Helen Kjøller.

– Jeg har haft nogle gode kolleger hele vejen igennem, og det betyder meget. Jeg kender alle og kender også mange af de turister, der er kommet her i mange år, så dem falder man også i snak med, ligesom man gør med de lokale, siger den nye efterlønner.

Vi hjælpes ad

Det har dog ikke været en dans på roser i alle årene. Den lille brugs har oplevet at være lukningstruet.

– Der var et par år, hvor vi måtte knokle for det, og det var lidt surt. Men så vendte det fuldstændig, og nu kører det bare fantastisk. Folk er blevet meget loyale overfor brugsen. Vi er et lille sted, hvor vi er gode mod hinanden og hjælpes ad. Jeg har aldrig været ked af at stå op om morgenen og gå på arbejde, siger Helen Kjøller,

Hvorfor vælger du at stoppe nu?

– Jeg har nogle ømme punkter hist og her, og så vil jeg hellere stoppe, når muligheden er der. Jeg har en mand, der er folkepensionist, og jeg vil gerne bruge noget mere tid herhjemme og sammen med børn og børnebørn, der er på vej, slutter Helen Kjøller.