Kokkeeleven Kok: 'At være i et køkken er en teamsport'

Kokkeeleven Kok: 'At være i et køkken er en teamsport'
Ida Kok Madsen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. SEP 2020 • 07:49
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
28. SEP 2020 • 07:49
DAGENS NAVN: Ida Kok Madsen er nyslået bornholmsmester for kokkeelever.

Hvor stammer din interesse for mad fra?

– Jeg har altid nydt at spise mad, og jeg har altid interesseret mig for madlavning. Derudover holder jeg rigtig meget af atmosfæren i et køkken samt de mennesker, som befinder sig i køkkenet. Med alderen og øgende vidensniveau er min nysgerrighed og kreativitet kun blevet mere livlig, og jeg hungrer konstant efter flere inputs.

Hvorfor er det lige kok, du vil være?

– Vejen – eller valget – hertil har ikke været lineær, og det har ikke ligefrem ligget i kortene, at jeg skulle være kok. Jeg har altid haft et fritidsarbejde i restaurationsbranchen ved siden af min skolegang og nydt min tid de steder, jeg har været. Efter min studentereksamen og et halvt sabbatår gav min storesøster mig et skub i den rigtige retning. Jeg startede på grundforløbet til gastronom (kok) i januar 2019, og jeg har ikke trykket på bremsen siden. Der har været fuld fart over feltet, og jeg elsker det!

Hvad er sværest at gøre rigtigt i et køkken?

– Ude på arbejdsmarkedet er det sværeste at få det hele til at gå op i en højere enhed. I køkkenet handler det langt fra bare om at lave mad. At være i et køkken er en teamsport. Kommunikation og forståelse er altafgørende for, hvordan et køkken arbejder sammen, hvilket desuden også kan ses og smages gennem tallerkenen, der bliver serveret for gæsten. Det handler om tiltro til sig selv, andre og at kunne gå på kompromis med hinandens forskelligheder. Når jeg er alene i køkkenet med mine egne idéer, er det sværeste uden tvivl at tilfredsstille mig selv.

Hvilke karrieredrømme har du?

– Mine drømme og ambitioner er så tårnhøje, at jeg selv har svært at sætte ord på dem. Under min uddannelse vil jeg gerne berøre så meget som muligt, så jeg senere kan arbejde videre med alle de elementer, jeg har berørt gennem mine elevår. I det lange løb er jeg usikker på, hvor fremtiden kan – og tillader – at bære mig hen. Drømmescenariet på nuværende tidspunkt er at kunne sammensætte en menu, hvor kombinationen af råvarer, konsistens, smag og udseende går op i en højere enhed, så jeg tilfredsstiller mig selv og mine gæster.

Hvordan reagerer folk, når de hører, at du hedder Kok og er ved at uddanne dig til kok?

– Jeg har fået en del reaktioner efterhånden, og ingen kan lade være med at trække lidt på smilebåndet. Oftest vil folk gerne have at det staves "Koch" eller "Kock", som nok er mere almindeligt. Når jeg så oplyser dem om, hvordan det staves, så mener mange, at det nærmest er skæbnen, fordi mit navn og min profession går op i en større enhed.

Hvad er din livret?

– Spørgsmålet er let, men svaret er svært. Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg kan dog oplyse, at jeg elsker gluten, og så har jeg en stor svaghed for bedstemors cherrytomater fra kolonihaven, de gør det bare meget bedre end de andre tomater.

Hvad laver du i din fritid?

– Jeg er meget kreativt og aktivt anlagt, så jeg keder mig sjældent. Jeg nyder at tilbringe tid med folk, jeg holder af, være til stede i nuet samt at se, hvor spontane beslutninger kan føre mig hen. Jeg bruger rigtig meget tid og energi på at forbedre mig inden for mit fag, fordi det er mere end bare en uddannelse for mig. Jeg elsker processen fra jord til bord, og jeg vil gerne være dygtig til mit fag.

 
 

Ida Kok Madsen

22 år

Bor i Vestermarie

I lære på Melsted Badehotel