Kampvalg i BUPL: Henrik vil have en mere synlig fagforening

Kampvalg i BUPL: Henrik vil have en mere synlig fagforening
Henrik Kofoed Hansen var konstitueret formand for BUPL Bornholm fra forår til sommer i 2016. Nu stiller han op til formandsposten igen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. SEP 2020 • 11:12
| ABONNENT
28. SEP 2020 • 11:12
FAGFORENING

Der er generalforsamling i BUPL Bornholm tirsdag aften, og på dagsordenen er der valg til formandsposten. Et kampvalg. Henrik Kofoed Hansen udfordrer Rie Hansen, der har haft formandsposten siden 2016. Henrik Kofoed Hansen mener, ledelsen af BUPL Bornholm trænger til forandring.

– Havde jeg været helt tilfreds med formanden, havde jeg jo ikke valgt at stille op. Jeg synes, vi mangler synlighed, og jeg synes, vi skal være mere til stede for vores medlemmer, siger han.

Henrik Kofoed Hansen har også fået tilkendegivelser fra medlemmer der mener, han bør varetage formandsposten. Det er netop medlemmerne, han vil fokusere på, hvis han vinder.

– Jeg stiller op, fordi jeg er blevet opfordret til det af andre medlemmer, og fordi jeg synes, der skal mere fokus på vores medlemmer. Vi er nogen, der synes, det har stået lidt stille. BUPL Bornholm skal være mere synlig og tilgængelig for medlemmerne. Man skal kunne komme forbi sin lokale afdeling af BUPL, når man har brug for det. For eksempel undrer det mig, at kontoret i dag kun er åbent i det tidsrum, hvor de fleste af os medlemmer er på arbejde. Det kan ikke passe, at man skal snige sig ud i en pause for at kunne snakke med sin fagforening, siger han.

Mere synlige

Udover at være tilgængelig for medlemmerne, mener Henrik Kofoed Hansen også, at BUPL Bornholm kan være mere synlige udadtil.

– Hvis jeg bliver formand, vil jeg arbejde på, at vi bliver mere synlige i debatten, og at vi er til stede, der hvor medlemmerne er. Helt konkret var der for nyligt et arrangement med Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, i Brændegårdshaven, hvor LO Bornholm også var til stede. Der vil jeg jo mene, at BUPL Bornholm også skal deltage, og det undrer mig, at vi ikke var, siger han.

Formandsarbejdet er ikke helt ukendt for Henrik Kofoed Hansen. Han var konstitueret formand fra foråret 2016 frem til september 2016, hvor Rie Hansen vandt posten. Nu har han mod på igen at overtage arbejdet som lokalformand for pædagogerne.

Tid til forberedelse

Henrik Kofoed Hansen har et par bestemte mærkesager, som han vil forsøge at vinde posten på og arbejde for, hvis han vinder.

– Jeg vil arbejde for, at pædagogerne på lige fod med lærerne får tid til forberedelse. Det ved jeg, at de fleste medlemmer sukker efter. Der er mange medlemmer, der forbereder sig derhjemme i deres fritid. Det mener jeg ikke kan være rigtigt. Så vil jeg også arbejde for, at man får forberedelsestid, når man er på efter- og videreuddannelse. Da jeg var konstitueret formand, lavede jeg en aftale for pædagogerne på skolerne fik lagt studietid ind, når de skulle læse og til eksamen. Vi skal have noget tilsvarende for resten af vores medlemmer, siger han.

Trygge forhold

Derudover venter der ifølge Henrik Kofoed Hansen en opgave med at se på pædagogernes forhold generelt, også under den nuværende situation med covid-19.

– Som fofmand vil jeg kæmpe for, at vi er en fagforening, der er der for alle medlemmer, uanset om de er ansat i det kommunale eller private. Og så skal vi forbedre pædagogernes forhold og sikre os, at vi passer godt på dem. Jeg ved, at mange er utrygge nu under corona, og der skal vi, ligesom vi gør på landsplan, kæmpe for, at de har hurtigere adgang til test, siger han.

Henrik Kofoed Hansen tager ikke en sejr for givet, men mener, at han har en god chance for at vinde formandsposten i år.

– Jeg føler, jeg har en god sag og flere medlemmer i ryggen. Det kan gå begge veje, men jeg har i hvert fald en chance. Ellers ville jeg ikke stille op, siger han.