Trilleband og Mette Marckmann. Pr-foto

To coronasikre livekoncerter

KULTUR

Kulturstedet Svanekegaarden kæmper for at kunne tilbyde sit publikum bare lidt af det koncert-, teater- og udstillingsliv, man plejer – trods corona.

– Med regeringens seneste retningslinjer er det blevet endnu vanskeligere at holde koncerter, teaterforestillinger og foredrag, og man kan jo godt forstå, at folk er temmelig bekymrede, som smittetallene ser ud, siger Mie Hjort, daglig leder på Svanekegaarden.

Svanekes eget lille kulturhus kæmper dog videre, og har siden Svanekegaarden genåbnede 12. juli holdt i omegnen af 30 arrangementer.

– Vi overholder alle retningslinjer. Vi har sprit, vi har afstand, og vi har mundbind, hvis nogen skulle have glemt sit eget – kort sagt, vi gør hvad vi kan, for at vores gæster skal føle sig så sikre, som man nu kan i disse tider, fortæller Mie Hjort.

Derfor håber Svanekegaarden, at publikum vil møde talstærkt op (dog maksimalt 43 personer), da publikums støtte er den eneste måde, kulturen kan overleve på, fastslår Mie Hjort.

De næste to tilbud fra kulturstedet er koncert søndag med Anne Eltard Kvartet, som består af Anne Eltard selv som kapelmester samt violin, sang, guitar og komponist. Derudover Regin Fuhlendorff, guitar, Anders Pedersen Cajón og percussion og Nicola Land, kontrabas og ukulelebas.

Allerede tirsdag 29. september lægger Svanekegaarden scene til endnu en livekoncert med Trilleband og Mette Marckmann.

Skuespilleren og sangeren Mette Marckmann har en årelang kærlighed til Trilles musik og fik i 2006, som den første, grønt lys af Trille til at optræde med hendes numre. Dette førte til en meget rost solocabaret på Café Liva. Og i 2014 samlede Mette, med Trilles velsignelse, det gamle Trilleband (Ole Fick (guitar), Øyvind Ougaard (piano) og Hugo Rasmussen (bas) og begyndte at turnere rundt i landet. Hugo Rasmussen blev afløst af Mads Vinding, og i tirsdag aftens koncert er det Eva Skipper, der trakterer bassen.