Team Rynkeby har indsamlet godt 20 millioner kroner – Bornholm står for en procent

Team Rynkeby har indsamlet godt 20 millioner kroner – Bornholm står for en procent
Team Rynkeby Bornholm har indsamlet godt en procent af de godt 20 millioner kroner Team Rynkeby Fonden har doneret til Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 27. SEP 2020 • 09:27
Af:
henrik-nielsen

27. SEP 2020 • 09:27
SOCIALT

Det blev ikke til nogen tur til Paris i år, men det har ikke afholdt cykelholdet Team Rynkeby fra at samle penge ind til Børnecancerfonden og Børnelungefonden. På landsplan er det blevet til godt 20 millioner kroner, og her på øen har Team Rynkeby Bornholm indsamlet 208.346 kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Team Rynkeby Fonden.

I alt lyder donationen på 20.011.926 kroner, som Team Rynkeby overrakte til de to organisationer lørdag.

Størstedelen af beløbet går til Børnecancerfonden, der i år modtager 18.163.853 kroner. Pengene skal først og fremmest være med til at styrke den langsigtede forskning i børnekræft.

– Vi er kommet langt, hvad angår overlevelsen blandt børn med kræft. Men hvis vi fortsat skal sikre nye gennembrud i børnekræftforskningen, kræver det en stadig mere kompleks og langsigtet forskning, siger direktør Marianne Benzon Nielsen i Børnecancerfonden i pressemeddelelsen.

De resterende 1.918.473 kroner går til Børnelungefonden.

– Dette år har været ganske fortvivlende for de mere end 1.000 børn, der lever med alvorlige, kroniske lungesygdomme, og som er allermest udsatte for coronasmitten. Vores store bekymring er, at forskningsmidlerne og midlerne til den vigtige støtte og rådgivning ganske enkelte løber tør i en situation, hvor børnene og deres familier aldrig har været mere afhængige af, at der sker noget på området, siger Børnelungefondens direktør, Anne Brandt, i pressemeddelelsen.