Studenter fra 1971 efterlyses: Hvor er Ketty og Henning?

Studenter fra 1971 efterlyses: Hvor er Ketty og Henning?
Henning A. Jensen søger oplysninger om Ketty Kofoed (Poulsker) og Henning Jensen (Snogebæk), der er peget ud med pile på dette foto af de glade studenter, som har 50 års jubilæum i 2021.
| 27. SEP 2020 • 19:18
Af:
holger-larsen

27. SEP 2020 • 19:18
JUBILÆUM

Henning A. Jensen, Kystparken i Rønne, er i gang med at forberede sin klasses 50 års studenterjubilæum i juni 2021.

– Vi var 36, der startede i klassen. 32 af os blev studenter. Af dem har jeg styr på de 30. Tre er desværre døde, siger Henning A. Jensen.

Tilbage er altså to kommende jubilarer, som det ikke er lykkedes at finde frem til. Det er Ketty Kofoed (Poulsker) og Henning Jensen (Snogebæk).

– 18 har allerede sagt ja til at ville deltage, mens der endnu ikke er nogen direkte afbud. Vi har også kontakt til en udvekslingsstudent, Joanna Shelton fra Delaware i USA, som ønsker at deltage, hvis coronaen tillader det. Hun var også med til vores 25 års jubilæum, fortæller Henning A. Jensen.

– Vi var i den årgang to matematiske klasser og to sproglige. Vi var en stor klasse, for vi var åbenbart flest matematikere. Lærerne fik nærmest et chok, da de opdagede, hvor mange vi var. Der var heller ikke plads til os i klasselokalet, så vi blev flyttet til et formningslokale, husker Henning A. Jensen.

– Jeg tror, at os der kom fra steder udenfor Rønne af en eller anden grund blev samlet i en klasse. Normalt siger man, at man forandrer sproget, når man kommer i gymnasiet. Men vi var ærkebornholmske, og det blev vi ved med at være i alle tre år, siger Henning A. Jensen, der kommer fra Hasle.

Henning A. Jensen, der er cand.merc., har undervist mange unge bornholmere i økonomi, blandt andet på Bornholms Erhvervsskole.