Særudgave af madskoler i efterårsferien

MAD

I efterårsferien får børn mulighed for at deltage i en særlig udgave af Bornholm 4H’s madskoler. Konceptet hedder 3 dage med madskoler og læner sig op ad de normale madskoler, der har fokus på at give børn sjove, lærerige og aktiverende oplevelser med mad. Det hele er tilrettelagt, så det kan foregå inden for myndighedernes retningslinjer i forbindelse med covid-19, fortæller udviklingskonsulent Sussie Holmtoft fra Bornholm 4H i en pressemeddelelse.

Det nye koncept blev gennemført første gang i sommerferien, og ifølge pressemeddelelsen viser evalueringen, at 99 procent af de adspurgte forældre har rigtig gode eller gode erfaringer, og 100 procent fortæller, at de har været meget trygge eller trygge ved at have et barn på 3 dage med madskoler. Ligeledes erklærer 100 procent af de frivillige instruktører sig helt enig eller enig i, at det har været en god oplevelse.

Tilmelding til efterårsferiens 3 dage med madskoler er åben, og her på øen foregår det på Søndermarksskolen og Åvangsskolen i Rønne, Det Levende Køkken i Østermarie, Kongeskærskolen i Allinge og Svartingedal Skole i Hasle. Der er stadig ledige pladser.

– Vi har selvfølgelig skærpet fokus på hygiejnen, ligesom aktiviteterne foregår i små faste grupper alle tre dage, fortæller Sussie Holmtoft fra Bornholm 4H, der er landbrugets børneorganisation.