Henriette Ry Nielsen er præst på Bornholms Hospital. I forbindelse med det arbejde, gik det op for hende, at der på Bornholm var et stort behov for at hjælpe efterladte igennem deres sorg. Så hun uddannede sig til sorgleder, og begyndte at danne sorggrupper sammen med nu tidligere oversygeplejerske og menighedsrådsmedlem i Rønne, Lis Stormly. – Det er ikke nogen mirakelkur. Det er et redskab, og man skal som sørgende være indstillet på selv at gøre noget. Man skal være åben for, at man har behov for hjælp, og man skal være indstillet på at tale om sorgen. Man kan selvfølgelig have en dag, hvor man ikke har lyst til at sige noget, og det er også helt i orden, siger Henriette Ry Nielsen. Foto: Berit Hvassum

Præsten der skaber sorgfællesskaber

TRO OG EKSISTENS
Det er lidt hemmeligt, selvom det ikke er en hemmelighed. Alle må egentlig gerne vide, at der er kirkelige sorggrupper på Bornholm. Det er bare ikke noget, der bliver talt så højt om. Men fra ven til ven. Fra bekendt til bekendt. Fra forløst til forknyt går rygtet om, at sorggruppen ved Skt. Nicolai Kirke i Rønne kan hjælpe dem, der har mistet.

TRO OG EKSISTENS

Det er lidt hemmeligt, selvom det ikke er en hemmelighed. Alle må egentlig gerne vide, at der er kirkelige sorggrupper på Bornholm. Det er bare ikke noget, der bliver talt så højt om. Men fra ven til ven. Fra bekendt til bekendt. Fra forløst til forknyt går rygtet om, at sorggruppen ved Skt. Nicolai Kirke i Rønne kan hjælpe dem, der har mistet.

Ligesom sorggruppen ved Nexø Kirke er den et tilbud til alle, der har mistet en, de holdt af. For nogen en ægtefælle. For andre et barn.

Præst Henriette Ry Nielsen og tidligere oversygeplejerske Lis Stormly arrangerer nu på femte år sorggruppe-møder i Sognegården Rønne Syd. I den tid har mange bornholmere fået og givet hinanden hjælp til at kæmpe sig igennem en stor sorg.

– Jeg oplever, at folk kommer og er meget tyngede. Men efterhånden bliver de mere glade og kan gå herfra med løftet hoved, fortæller Henriette Ry Nielsen.

– Der opstår et fællesskab af sørgende. Mange grupper fortsætter også med at ses, efter vi er stoppet. Det synes jeg, er en dejlig oplevelse.

Lover hinanden fortrolighed

Der er typisk seks-otte deltagere i Henriette Ry Nielsens og Lis Stormlys sorggrupper, der mødes to timer ad gangen. Det er helt anonymt at deltage. Ved første møde i en ny sorggruppe ser alle hinanden i øjnene og lover, at ingen vil fortælle udenforstående om de meget følsomme vidnesbyrd og tanker, der vil blive delt. Af samme grund kan Bornholms Tidende ikke rapportere fra et sorggruppemøde. Folk skal kunne føle sig 100 procent anonyme og trygge, så de kan udvise sårbarhed.

Henriette Ry Nielsen har imidlertid fået lov til at viderebringe udtalelser fra tidligere sorggruppedeltagere. De understreger, at sorgbearbejdningen og fællesskabet hjælper.

– Det har givet mig ro at komme i sorggruppen. Inden jeg kom i sorggruppe, var jeg tynget af sorg og kunne ikke finde ro. Jeg føler mig nu lettet i forhold til min sorg, selv om jeg stadig savner min mand, fortæller en deltager.

– Inden jeg kom i sorggruppe, følte jeg mig alene med min sorg. Men i sorggruppen oplevede jeg at være sammen med nogen, der havde gjort sig de samme tanker som mig, fortæller en anden.

Det er tilladt at grine

En tredje tidligere sorggruppedeltager fortæller, at: “I sorggruppen oplevede jeg, at det var ok både at græde og grine sammen.”

Det er et udsagn, som Henriette Ry Nielsen er glad for at høre. For hende er det vigtigt, at sørgende når til et sted i deres sorgproces, hvor de tillader sig selv at le igen.

– Mange får skyldfølelse over at grine. Men jeg siger, at det er okay. Latter er jo en del af livet. Og jeg er sikker på, at den afdøde ville synes, at det er i orden, at den efterladte smiler og griner lidt. Prøver at være positiv.

– Det er ikke sikkert, at der er latter første gang, sorggruppen mødes. Men når man lærer hinanden bedre at kende, kan man mærke, at der kommer en lettere stemning. Der sker en udvikling fra, at de kommer tyngede og græder hele tiden, til at vi kan grine sammen og lave lidt skæg – komme med en lille frisk bemærkning, hvis man er den type, fortæller Henriette Ry Nielsen.

Kristendommen er Henriette Ry Nielsens klangbund, når hun hjælper andre igennem deres sorg. – Det er en del af vores arbejde i kirken, at vi tager hånd om vores næste. Hvis folk har det svært, er det også kirkens opgave at hjælpe dem videre. Der kan en sorggruppe hjælpe, fortæller Henriette Ry Nielsen. Foto: Berit Hvassum

Kan også hjælpe ikke-troende

Deltagerne kan komme til sorggruppen fra hele øen. Og man behøver ikke være troende for at deltage. Faktisk har også ikke-troende fået hjælp til at komme igennem deres sorg i Sognegården Rønne Syd. Kristendommen spiller dog en rolle. Ikke en specielt fremtrædende rolle, men den er Henriette Ry Nielsens fundament i mødet med andre menneskers sorg.

– Troen giver afklarethed. Og spøger folk, hvad jeg tror på, fortæller jeg det. Men det vigtigste er at skabe et rum – et frirum – hvor man kan komme af med sine tanker og bekymringer. Som præst er min kristne tro min klangbund. Men ikke-troende kan stadig bruge det, jeg kommer med. Vi har haft flere ikke-troende i sorggruppen, og de har meldt tilbage, at de også har haft glæde af det, siger Henriette Ry Nielsen, der dog har erfaret, at troen trods alt findes et sted i de fleste.

– Når du går folk på klingen, så har de ofte en eller anden form for tro. Der er ikke mange, der siger, at vi når vi dør, kommer vi ned i et hul, og – bum! – så er vi væk. Troen har betydning. Men kan folk ikke bruge den som redskab, så må vi tage andre redskaber i brug, fortæller Henriette Ry Nielsen.

At leve med meningsløshed

De fleste deltagere i sorggrupperne er ældre kvinder, der har mistet en ægtefælle, de har levet sammen med i mange år. Ofte medfører sådan et stort tab en følelse af meningsløshed.

– Folk kommer og spørger: Hvad er meningen? Der kan jeg kun sige, at det er svært at svare på. Vi har også haft folk i sorggruppen, der har mistet børn. Selvom det måske er voksne børn, så er det stadig deres børn, og tabet virker meningsløst, fortæller Henriette Ry Nielsen.

Det lyder meget trist, når du fortæller om det. Du må som menneske jo skulle tage andre menneskers triste oplevelser ind, for at forstå dem. Hvordan har du det efter to timers sorggruppe?

– Det påvirker en. Man bliver inddraget. Men det er også det vidunderlige ved at være præst: Man er inddraget i folks meget personlige tanker. Man er med i opture og nedture – gode stunder og deres sorg, fortæller Henriette Ry Nielsen.

Hendes erfaring er, at sorgen kan være afsæt for nogle vigtige dybe eksistentielle overvejelser.

– Jeg sætter også ord på det der med selvmord. Nogen kan have gjort sig tanker om det, fordi de har svært ved at leve videre uden den nærmeste. Det taler vi også om. Vi tager mange store emner op, fortæller Henriette Ry Nielsen.

Sidste torsdag startede Henriette Ry Nielsen og Lis Stormly deres tiende sorggruppe i Sognegården Rønne Syd. Omkring hvert halve år bliver der startet en ny gruppe, som mødes otte gange, fordelt på hver anden uge. Henvender man sig, vil Henriette Ry Nielsen skrive interesserede op på en venteliste.

 

 

Et møde i sorggruppen

Før man starter i en sorggruppe i Sognegården Rønne Syd, har man en samtale med præst Henriette Ry Nielsen. Så ved man som sørgende, hvad sorggruppearbejdet går ud på.

Derefter mødes sorggrupperne hver anden uge til to timer lange møder. De kører i faste rammer:

Først synger deltagerne en salme sammen – hvis corona-restriktionerne tillader det.

Bagefter læser Henriette Ry Nielsen et stykke op om nogen, der forholder sig til sorg. Det er udgangspunkt for en samtale om deltagernes sorg.

Så er der en fortælle-runde, hvor alle fortæller, hvordan det er gået siden sidste møde. Henriette Ry Nielsen har forsynet deltagerne med notesbøger, så de løbende kan skrive deres tanker ned.

Det kan være, at deltagerne får en opgave til næste gang. Måske skal de læse en tekst. Måske skal de fortælle om en god begivenhed, de har haft med den afdøde.

Til sidst er der kaffe og hyggesnak.