Mindeord: 'Jens var hverken bange for livet, døden, uenigheden eller forskelligheden'

DØDSFALD

Dorthea Funder Kaas har skrevet følgende mindeord om Jens Højmark:

1. september 2020 sov Jens Højmark ind i sit hjem Højvang i de bornholmske Paradisbakker. Jeg tænker mig at det var en fredfyldt afsked med livet, for som jeg kendte til Jens var han ikke bange af sig. Hverken for livet, døden, uenigheden eller forskelligheden. Håndens arbejde og det akademiske var integreret i Jens, som i få andre mennesker jeg har mødt. Dét at rejse en vindmølle, at så sin jord nænsomt, at bage sit eget brød og samtidig alle bøgerne, den store intellektuelle kapacitet og den skarpe pen – de ting var på ingen måde modsætningsfulde, men gav mening til hinanden hos Jens. Som gymnasieelev i starten af halvfemserne vækkede mødet med dansklæreren Jens min litteraturinteresse og læselyst. Hans tilgang krævede, at vi var ægte til stede. Og han sendte os gerne ud hvis dagsformen ikke var på højde med kvaliteten af hans undervisning: ”Så må I gerne forlade lokalet”. Os der vist var kommet for sent i seng aftenen før, gik glip af de afsluttende øjenåbnere i analysen af romanen ”Syv år for Lea”.

Jens Højmark var en lærer med både stof og relation i centrum, med en oprigtig forventning om at vi åbnede os for litteraturen og sproget, og at vi inviterede det ind i vores ungdomsliv som et dannende indhold sideløbende med festerne og forelskelserne. Der var en take it or leave it over hans pædagogik. Det virkede for mig, og det ved jeg at det også har gjort for så mange andre både på gymnasiet, pædagoguddannelsen, på den pædagogiske grunduddannelse og hvor Jens ellers har bedrevet sin helt særlige og tydelige undervisning og debattone igennem sit rige arbejdsliv.

For mig blev Jens også en ven. En gammel lærer, som jeg få men mindeværdige gange i mit liv har krydset vej med – sidste gang i februar i år, hvor jeg besøgte ham på Højvang. Trods sygdommens svækkende karakter fik vi drukket et glas af den medbragte biodynamiske juice og udvekslet både gamle og nye erkendelser om pædagogik, leg, skrift og så meget andet. Jeg mindede ham om mødet med ”Syv år for Lea”. ”En ægte dannelsesroman!”, sagde Jens. Tak for stof og gods til tanke og ånd.