Kommunen søger penge til at styrke ældreplejen

Kommunen søger penge til at styrke ældreplejen
Regionskommunen planlægger at sende en ansøgning til Sundhedsstyrelsen, som skal fordele i alt 245 millioner kroner fra en pulje til at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen. Det har social- og sundhedsudvalget besluttet. Arkivfoto
| ABONNENT | 27. SEP 2020 • 14:06
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
27. SEP 2020 • 14:06
ÆLDRE

Sundhedsstyrelsen vil modtage en ansøgning fra regionskommunen, når pengene i en pulje til at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen skal fordeles. Det har social- og sundhedsudvalget besluttet. Formålet med puljen er at finde veje til at reducere unødvendige dokumentationskrav, som kan frigive mere tid til den enkelte ældre.

Det er forventningen, at Sundhedsstyrelsen bevilger penge til mindst 10 projekter, som tager afsæt i mindst et af syv temaer i kommunernes værdighedspolitik: livskvalitet, selvbestemmelse, kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen, mad og ernæring, pårørende, en værdig død samt bekæmpelse af ensomhed.

Stabil medarbejderstab

Center for Ældre har haft en drøftelse af, hvilken retning man ønsker at arbejde i. Valget er faldet på at undersøge, hvilken styreform for henholdsvis plejeboligområdet og hjemmeplejen, der er mest hensigtsmæssig i forhold til at sikre en stabil medarbejderstab, hvor øget selvbestemmelse og selvstyring i det enkelte team skaber mere omsorg og nærvær i ældreplejen.

Der vil således kunne arbejdes med nye samarbejdsrelationer og –processer omkring blandt andet dokumentation, revisitering og aktiviteter, som kan bidrage til at øge livskvaliteten og selvbestemmelsen for borgerne samt sikre fortsat høj kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen. Det fremgår af sagsbeskrivelsen.

Forandring i praksis

Samtidig ønsker Center for Ældre, at projektet undersøger, hvad der er nødvendig dokumentation i ældreplejen, både i forhold til borgernes sundhed og pleje. Endelig skal projektet klarlægge, hvilke initiativer borgere og medarbejdere har brug for for at få mere omsorg og nærvær i ældreplejen i det daglige. Projektet skal have fokus på, hvilke behov borgerne har, og hvad de har brug for.

Fra Sundhedsstyrelsen lægges der vægt på, at der anvendes metoder og tilgange, der fokuserer på at løse udfordringer på andre og nye måder ved at inddrage borgere og medarbejdere. Derudover bliver der lagt vægt på, at projektet tager afsæt i en eller flere af puljens formål og har potentiale til at skabe forandringer i praksis.

Ansøgning kan trækkes

Hvis regionskommunen bliver valgt, vil den som forsøgskommune blandt andet være forpligtet til at bidrage aktivt til at indsamle og dele viden, erfaringer og centrale fund samt deltage i netværksmøder, bidrage til en platform for erfaring og vidensdeling og bidrage til et slutnotat for puljen.

Der er ansøgningsfrist den 19. oktober, og inden kommunen sender ansøgningen af sted, skal der laves et udkast til styreform for plejeboligområdet og hjemmeplejen, og det skal drøftes med ledere og medarbejde.

Såfremt projektet ikke vurderes at være robust, kan ansøgningen trækkes.

Puljen er en udmøntning af en aftale mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet. I 2020 og 2021 udmøntes 122,5 millioner kroner årligt som en ansøgningspulje. De i alt 245 millioner kroner tildeles i én ansøgningsrunde.