Fra Soho til Skanderborg Festival

KLUMME

– Jeg kan blive din skumle fortid.

Hun var godt på vej til at blive min eks-kæreste, det var vi begge to klar over og nogenlunde afklarede med. Men som en anden afgående partileder havde hun en sidste bekymring: Sit eftermæle hos mig. Vi var begge to godt klar over, at vi ikke ville komme til at tænke tilbage på de par år, vi havde haft sammen, med hengivenhed. Det havde været et grimt svineri, vi havde sløset med os selv og brugt hinanden som prøveklud for, hvor skødesløs man kunne være med andres følelser. Men det havde også føltes meget boheme, når vi bællede rødvin til spontane tirsdagsfester på lejlighedens gulv omgivet af rod, det havde føltes voksent og frisindet, når vi flirtede til højre og venstre og delte oplevelserne med hinanden, hvis nu vi skulle have misset den andens eskapader.

Selvfølgelig holdt det ikke i særlig lang tid, men det var heller ikke meningen. Selvfølgelig blev vi sårede, men det var også meningen. Der skulle være noget at have ondt af, og det havde vi generøst skænket hinanden.

Og nu var det så på høje tid at blive hinandens skumle fortid, som vi kunne referere til i vage vendinger, der efterlod mest muligt til fantasien, når vi efterfølgende bevægede os ind i et psykisk sundere, men også mere ordinært voksenliv.

Dekadence i brun fløjl

Som teenager var der ikke meget, jeg havde mere travlt med, end at skabe mig en skummel fortid og lægge børneværelset i et parcelhuskvarter bag mig til fordel for storbyen med dens tilsyneladende uendelige muligheder for at blive ledt i fordærv. Manner, hvor var jeg bare klar til at blive ledt i pittoresk fordærv af junkietynde, androgyne væsener.

Lydsporet til de fantasier – som af uforklarlige årsager syntes komplet umulige at forløse i en mellemstor universitetsby – kom ikke mindst fra det engelske band Suede. Jeg knuselskede Suede, allerede før jeg overhovedet havde hørt dem. De så helt vilde ud på forsiden af det lokale musikmagasin Jam, anæmisk blege typer med fedtet hår, store dingleøreringe og nødtørftigt knappede glimmerskjorter fra rodekurven i en genbrugsforretning. Fuldkommen dekadente i brun fløjl og fløjtende ligeglade med konforme kønsroller.

 

Suede kom til at symbolisere den
glidebane fra moralsk morads ind i
triviel trummerum, som voksenlivet er:
De gik fra at have repræsenteret et
dekadent Soho fuld af forlokkelse,
som man kunne drømme sig væk til
fra børneværelset, til at spille harmløs
radiopop for lillemor ude i køkkenet
og på Skanderborg Festival.

 

Det føltes grænseoverskridende og voldsomt forlokkende, og jeg øvede mig i at sidde med benene over kors og gøre mine lemmer ugideligt slappe, købte posede jakkesæt i genbrugsforretningerne og gik i trøjer, der sad stramt om min skravlede overkrop. Jeg lærte at bruge make-up, jeg fik frisøren til at forsøge at trække krøllerne ud af mit sortfarvede hår, så det kunne slaske helt rigtigt ned over ansigtet, og jeg – jeg havde så godt som ingen affærer til højre og venstre.

Jeg skød skylden på byen. Jeg undlod at tage konsekvensen af det og flytte til en større by. Jeg led på mit børneværelse.

Den langsomme deroute

Suede led med mig. Deres første plade, der bare hed ‘Suede’ og kom i 1993, var lutter diskantet hylende guitar, rullende trommer og bas og en krukket stønnende, knækkende og falsethvinende vokal henover det hele. Det var hysterisk affekteret og konfrontatorisk, og jeg hørte den plade igen og igen. Suede lød som neonlys, der blinkede mod regnvåd asfalt – åh! – og sanseløst berusede dragsqueens, der stavrede hjem i den tidlige morgen med knojern og pilleglas i håndtasken, de lød på én gang som det perfektionistiske popband The Smiths og det ravende skingre glamrockband New York Dolls: De var alt det, jeg gerne ville leve.

Det holdt et år, så forlod guitaristen, Bernard Butler, bandet op til udgivelsen af deres andet album, ‘Dog Man Star’. Et dobbeltalbum, en konceptplade med rockoperatendenser, noget, der skulle ligne en markant modning som band. Men altså et amputeret band, der havde mistet sin sangskriver og fra da af indledte en langtrukken deroute med stadigt mere lallede og uopfindsomme pasticher på sig selv.

På den måde kom Suede til at symbolisere den tilsyneladende uundgåelige glidebane fra moralsk morads ind i triviel trummerum, som voksenlivet er: De gik fra at have repræsenteret et dekadent Soho fuld af forlokkelse, som man kunne drømme sig væk til fra børneværelset, til at spille harmløs radiopop for lillemor ude i køkkenet og på Skanderborg Festival. Suede var fra slutningen af 90’erne og frem kæmpestore i provins-Danmark og ikke rigtig nogle andre steder.

Tilbage til en fuser

Der kommer aldrig noget godt ud af at gå tilbage til eks-kærester. Nostalgi og voksen-dødsangst kan få det til at virke så besnærende, men det har det med at rode op i alle de sårede følelser, der gjorde, at man i første omgang blev eks-kærester. Der går en halv time, så skændes man på akkurat samme måde, som man gjorde dengang. Lad den skumle fortid forblive skånsomt mørklagt i stedet for at forsøge at kaste nyt lys på den, siger jeg.

Det samme gælder i nogen grad for de plader, der har betydet alverden for én engang. Hvis man hører dem nu og finder ud af, at de ikke længere siger én det store, at de faktisk er tåkrummende banale, hvad siger det så ikke om den tidligere udgave af én selv? Om den person, der loddede uendelige dybder i dem som en anden efterskoleelev, der som det første menneske i verden har opdaget The Doors? Resultatet er, at man ikke engang kan stole på det, der fylder éns liv nu, fordi man ved, at man alligevel kommer til at græmmes over det om 10, 20, 30 år.

I alle de mellemliggende år har jeg haft de to første Suede-plader stående i reolen uden at genhøre dem. Jeg turde simpelthen ikke, var bange for at min ungdoms Soho ville afsløre sig som velvoksent Skanderborg.

For et års tid siden vovede jeg det alligevel, genhørte debuten en dag, hvor jeg var alene hjemme i parcelhuset, og kunne ånde lettet op: Den var stadig anmasende og affekteret, og selv i konteksten af al den musik, jeg i de mellemliggende årtier havde hørt, havde den noget. Mindre end jeg troede i sin tid, men mere end jeg havde frygtet.

Et skummelt hjørne af reolen

‘Dog Man Star’ tog det mig længere tid at tage tilløb til, og først forleden satte jeg den på. Denne gang var jeg ikke alene hjemme, min kone løftede mistroisk et øjenbryn, de store børn søgte tilflugt på deres egne værelser. ‘Dog Man Star’ fungerer optimalt som billedet på, hvor galt det kan gå, hvis man i ungdommeligt overmod overvurderer sine egne evner, og alle omkring én giver én ret i, at man totalt har de evner. Som det ønskebarn, der er blevet bekræftet i, at det er aldeles uimodståeligt og dygtig til alt, og stiller sig op på en scene og udstiller sin grelle uformåenhed for alverden.

Der er noget sadistisk over, at pladeselskaber dengang gav bands så løse tøjler for at blæse varm luft op under deres egoer. Suede var lykkedes med deres første plade ved at spille overstyret glamrock, der gav pokker i, om den var grim og kantet.

Ikke mere, ikke mindre.

På dobbeltalbummet ‘Dog Man Star’ har de symfoniorkester og blæsere med. De har et præludium, en ti minutter lang ballade med en uendelig guitarsolo, de har de første radiovenlige popsange. De har glitter og synthesizer ud over det hele, og de har store paroler for en hel generation, som de har fået i tale og nu føler, at de skal sige noget til.

De har intet at sige.

Der er den der linje i sangen ‘The Asphalt World’: “That’s how it feels when the sex turns cruel.” Dengang var jeg betaget af idéen om at få de ar på sjælen, som modbydelig kærlighed åbenbart kunne medføre. Senere fandt jeg ud af, at romantisk forfald var svært at skelne fra jævn ærgerlighed.

Den eftermiddag konstaterede jeg, at ‘Dog Man Star’ var sådan en plade, jeg burde lade blive stående i reolen som en skummel fortid. Folk kunne spørge mig: Hvad er det her? Og jeg kunne lade svaret fortabe sig i en fejende armbevægelse: Det var bare noget, der engang betød noget for mig, men det endte ikke godt. Sådan er der så meget, kunne jeg sige og lade det svæve i luften, at der var meget, meget mere, end der reelt var.

 

 

Jon Albjerg Ravnholt er magasinredaktør og livsstilsjournalist på Bornholms Tidende. Han har en stationcar, et huslån, mange børn og skummel fortid, som det sømmer sig for en mand i hans alder.