I Cirkus Baldoni laver Klovnen Eddie løbende fis med de andre artister. Her skal han til at balancere en kurv med æg. Drengen, som hjælper ham, er ikke fra publikum. For at leve op til corona-restiktionene er der sørget for god plads mellem de forskellige famliler i publikum, og ingen bliver inviteret ind i manegen. Foto: Jens-Erik Larsen

Premiere: Cirkus fortryllede idrætshallen

Kan man have en cirkusforestilling i en idrætshal? Ja. Det beviste Cirkus Baldoni ved premieren på cirkusets bornholmsturne i Søndermarkshallen, Rønne, lørdag eftermiddag.

At det er tilfældet, er meget heldigt for cirkusdirektør René Baldoni. Fordi når hans omkring ti mand store artist-trup frem til søndag 4. oktober besøger otte bornholmske byer, så finder forestillingerne sted i de lokale idrætshaller. Fra Hasle Hallen til Nexø Hallen.

Og nej, det er da ikke helt det samme, som når man er i cirkus i et telt. Men manegen er der, bagtæppet er der, lyset er der, cirkusmusikken er der, duften af popcorn og de candyfloss-klisterede fingre er der. Og ikke mindst, så er forestillingen der. René Baldoni og company er kommet til Bornholm med en rigtig cirkusforestilling af klassisk tilsnit. Uden dyr, men med dygtige artister fra mange forskellige europæiske lande. Publikum får endda fornøjelsen af efterhånden sjældent sete cirkus-figurer som “den stærke mand” – Denis Ilchenko fra Ukraine – og “lynomklædersken” – Martyn Chabry fra Belgien.

Men en ting er, hvad en voksen synes. Noget måske andet er, hvad landets flittigste cirkusgængere – børnene – synes. Derfor havde Bornholms Tidende tre drenge med til premieren på Cirkus Baldonis Bornhomstourné. En på to et halvt år, en på syv år og en på otte år. Vi kan allerede nu afsløre, at alle tre var fastholdt i samtlige to timer, forestillingen varede.

Klassisk cirkus

Den forestilling, bornholmerne får, er en bearbejdet version af den forestilling, som Cirkus Baldoni har optrådt med i telt henover sommeren. På Bornholm starter Cirkus Baldoni ud med en klassisk cirkusdiciplin – jonglering. Dog præsenteret på lidt anderledes måder. Tjekkoslovakiske Michal Mudrak jonglerer med fodbolde, og futurismen blinker i neon, når ungarnske Szulita Szekrenyes og Dennis Kiss jonglerer med lysende bolde og kegler på segboards.

Traditionerne bliver også holdt i hævd ved, at der er en cirkusprinsesse. De to store drenge, som avisen havde med til forestillingen, så lidt forundret på hinanden og fnes, da Maria Janecek vrikkede ind i manegen, smed skjorten til tonerne af temaet fra Den Lyserøde Panter, og begyndte at svinge med hulahop-ringe: “Hun har ikke nogen bukser på!”

De fleste vil nok blive imponerede over, at nogen kan holde gang i så mange hulahop-ringe på en gang. Men indpakningen – eller manglen på samme – er nok tiltænkt de lidt ældre drenge.

Cirkusprinsessen Maria Janecek kan holde gang i flere hulahop-ringe, end man kan nå at tælle. Foto: Jens-Erik Larsen

Det ligner trylleri

Lynomklædersken Martyn Chabry, datter af den berømte “dummepeter”-klovn Toto Chabri, leverede imdidlertid et nummer, som gik rent ind. “Det har jeg aldrig set før,” som den otte-årige kontaterede efter forestillingen.

I sit nummer pendler Martyn Chabry mellem at spille imponerende hurtigt på slagstøjsinstrumenter og skifte tøj på et sekundt. Det ligner trylleri, og det lyder rigtig godt.

Som en lim, der klistrer forestillingen sammen, møder vi den rigtig fine klovn Eddie Janecek og cirkusdirektør René Baldoni – ofte i selskab med stofløven Leonardo. Udover at præsentere artisterne, påtager Baldoni sig en klovnerolle, når det er nødvendigt. Skønt han aldrig forlader sit blå sæt svalehale-tøj, træder han ubesværet ind i rollerne som både hvid klovn og dummepeter.

Stærke mænd

Titlen på Cirkus Baldonis forestilling 2020 er “Power” – altså kræfter. Men det er især i anden afdeling, der bliver spillet med musklerne. Den stærke mand Denis Ilchenko imponerede den syv-årige dreng i selskabet ved blandt andet at bøje en jernstang ned over sin underkæbe og løfte fire voksne mennesker på en lægte.

Kræfter er der også i Michal Mudrak, når han viser, at han kan andet end at jonglere med fodbolde. I et imponerende håndstandsnummer – der har bragt ham i finalen i den tjekkoslovakiske udgave af tv-showet Talent – balancerer han på hænder i vinkler, der virker umulige. Det var endnu en favorit hos det yngre publikum.

Forestillingen slutter med et længere musikalsk klovnenummer, hvor René Baldoni spiller saxofon, og klovnen Eddie spiller på to trompeter på en gang.

Cirkus Baldoni spiller igen i Søndermarkshallen søndag, og derefter går turen videre til Hasle Hallen, Klemensker Hallen, Svaneke Hallen, Østermarie Hallen, Poulsker Hallen, Aakirkeby Hallen og Nexø Hallen.

 

Selvom cirkus er søgt ind i de varme og tørre idrætshaller, lokker duften af popcorn alligevel. Foto: Jens-Erik Larsen

 

Cirkusdirektør René Baldoni præsenterer artisterne sammen med løven Leonardo. Foto: Jens-Erik Larsen

 

Martyn Chabry hiver et stofrør op over sig, og når hun lader det falde et sekund senere, ser hun helt anderledes ud. Foto: Jens-Erik Larsen