Kommunen dropper besparelse – diabetesforening er meget tilfreds

Kommunen dropper besparelse – diabetesforening er meget tilfreds
Bornholms Diabetesforening er tilfreds med, at kommunalbestyrelsen har opgivet en planlagt besparelse på udgifter til hjælpemidler. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 26. SEP 2020 • 08:38
Af:
henrik-nielsen

26. SEP 2020 • 08:38
KOMMUNEBUDGET

Der var godt nyt til lokale diabetikere, da kommunalbestyrelsen fredag præsenterede, hvordan den vil bruge ekstra 12 millioner kroner, som kommunen modtog fra staten som særligt udsat kommune efter indgåelsen af det kommunale budget for 2021.

Politikerne er blandt andet blevet enige om at opgive en planlagt årlig besparelse på 715.000 kroner på diabetesområdet. Det sikrer, at det nuværende serviceniveau på diabeteshjælpemidler fastholdes. Det er ikke overraskende en beslutning, som Bornholms Diabetesforening er tilfreds med.

I en pressemeddelelse fortæller formand Mai-Britt Jørgensen, at foreningen har været utryg ved den planlagte besparelse på udgifter til diabeteshjælpemidler.

– Det har forekommet uklart, i hvilket omfang besparelsen ville ramme den enkelte diabetikers mulighed for at vælge de diabeteshjælpemidler, som passede bedst i diabetikerens daglige pasning og overvågning af sin sygdom. Der er især tale om hjælpemidler til måling af blodsukker og til den daglige medicinindtagelse, fortæller hun i pressemeddelelsen.

Den enkeltes behov

I henhold til hjælpemiddellovgivningen er kommunen forpligtet til at stille de bedst egnede og billigste hjælpemidler til rådighed, og hvis besparelsen havde stået ved magt, ville kommunen i fremtiden tilbyde et standardsortiment af hjælpemidler. Standardsortimentet indeholder ikke blodsukkermåleapparater i mindre størrelser samt farveindikator og trendpil, idet det ikke er påkrævet i forhold til selvstændigt at kontrollere sit blodsukker.

Mai-Britt Jørgensen gør opmærksom på, at både diabetes type 1 og type 2 er kroniske sygdomme, som normalt følger patienten resten af livet.

– Den daglige kontrol og styring ligger hos den enkelte diabetiker. Der skal være en palet af muligheder til rådighed for at vælge måleapparater og andre hjælpemidler, som passer til den enkeltes behov og fysiske og psykiske muligheder. Det er vigtigt, at diabetikerne er mest muligt selvhjulpne, så deres træk på hjælp fra sundhedssystemet kan minimeres. Det er i alles interesse, bemærker hun.