I sommer knækkede et rækværk af metal på Svaneke Havn, og en feriegæst pådrog sig alvorlige skader. Foto: Jens-Erik Larsen

I kølvandet på faldulykke i Svaneke: 250.000 kroner til at renovere farlige rækværk

RÆKVÆRK

Bornholms Regionskommune er i fuld gang med for at etablere et system, der kan holde styr på alle rækværk på Bornholm. Dette sker i kølvandet på en faldulykke på et rækværk ved Svaneke Havn i sommer, hvor et rækværk af metal knækkede, og en feriegæst pådrog sig alvorlige skader.

I Bornholms Regionskommunes budgetforlig for 2021 til 2024 er der blevet sat 250.000 kroner af til systematisk gennemgang af rækværker, trapper, hegn og bænke på offentlige arealer. Det står beskrevet i kommunens resultatopgørelser for budgetforliget.

– Pengene vil blive brugt til reparationer samt til at få styr på driftarbejdet, så vedligeholdelsen af de offentlige rækværk med mere vil blive sat i system, fortæller Bjarne Freund-Poulsen, kommunens centerchef for Ejendom og Drift.

– Noget nyt bliver, at vi får registreret alle rækværk på kort. Det har vi aldrig haft før. Det her har været en sag for flere afdelinger, så den er måske faldet mellem flere stole, men nu skal vi have gang i årlig gennemgang af rækværker og have styr på tilstandene af dem, ligesom vi jo har på vejene og broerne, fortsætter han.

I fuld gang

Det nye system vil have faste planer for renoveringen af de bornholmske rækværk samt indeholde oplysninger om rækværkene. Her blandt andet, hvilken type rækværker, der er, om de udgør en særlig fare, og have en standardform for tilstandsniveauet af det enkelte rækværk.

– Vi er i fuld gang med at få etableret et klassificeringssystem, der kan fortælle, om et rækværk udgør alvorlig sikkerhedsrisiko og ikke bare om, hvilken stand de er i, fortæller Bjarne Freund-Poulsen.

Kommunen vil etablere et talsystem, som rækværkene kan sættes i, afhængig af hvilken stand de er i, og om de ugør en sikkerhedsrisiko.

– Tallet nul for et rækværk betyder, at det er som nyt og ikke udgør en fare. Tallet tre er, at skaderne på rækværket har udviklet sig og derfor skal tjekkes inden for kort tid. Ti er jo selvfølgelig det værste scenarie. Det er sådan, vi vil forsøge at planlægge det her, fortæller Bjarne Freund-Poulsen.

I 2021 vil kommunen være i gang med renovere og tjekke op på alle rækværker og trapper.