Det kan du opleve i weekenden: Cirkus, musik eller drikkefestival

Det kan du opleve i weekenden: Cirkus, musik eller drikkefestival
Både lørdag og søndag optræder Cirkus Baldoni med forestillingen "Power" i Søndermarkshallen i Rønne. Pressefoto: Cirkus Baldoni
| ABONNENT | 26. SEP 2020 • 06:51
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
26. SEP 2020 • 06:51
GUIDE

Corona har igen sat sit præg på samfundet, efter en sommer hvor virussen ikke har fyldt så meget i den offentlige samtale. Det får nogle til at aflyse arrangementer, mens andre ændrer og tilpasser, så de kan gennemføre en variant, der lever op til myndighedernes krav og anbefalinger. Det gælder også i weekenden, hvor der trods corona er et bredt udvalg af tilbud at vælge imellem. Vi har kigget nærmere på en håndfuld af dem.

1. Bornholms Drikkefestival har lørdag en række arrangementer hos lokale producenter. Østersøens Brænderi i Torvehal Bornholm inviterer til åbent hus med rundvisning, smagsprøver og lancering af en ny gin. Svaneke Bryghus tilbyder en rundvisning på bryggeriet i udkanten af Svaneke. Mostballaden i Olsker har rundvisning og smagning, Vingården Lille Gadegård i Pedersker byder på rundvisning og vinsmagning, og på Slusegård i Pedersker er der mulighed for at møde folkene bag Slusegård, Nxø Brewery, Nordic Fermentation og Gaarden. Tilmelding er nødvendig flere af stederne.

2. Koncerter har det været så som så med i de seneste måneder, men lørdag aften klokken 20 går Cæcilie Norby på scenen i Musikhuzet i Rønne med et repertoire, der lægger vægt på pop og soul og er krydret med jazz og rock. På scenen har hun selskab af musikere med mange års erfaring fra forskellige danske og udenlandske orkestre. Det er en siddende koncert.

3. Både lørdag og søndag kan man med fordel lægge vejen fordi Søndermarkshallen i Rønne, hvis man er glad for cirkus. Begge dage optræder Cirkus Baldoni med forestillingen "Power". Publikum kommer blandt andet til at møde en af verdens stærkeste mænd, Denis Ilchenko, håndstandsartisten Michael Mudrak og Martyn Chabry, som er uovertruffen i kostumeskift og virtuos på instrumenter. Cirkus Baldoni lover, at man har taget alle tænkelige forholdsregler. Derfor har forestillingen heller ingen numre med publikums involvering eller numre, hvor der sprøjtes med vand eller andet. Begge dage er det klokken 15.

4. Søndag er Æblets Dag tre steder på øen. Traditionen tro foregår dagen på madkulturhuset Gaarden i Melsted, men på grund af corona er programmet reduceret, så der ikke er nogen stande og stader. Det begynder klokken 10. Til gengæld er det i dagens løb muligt på dagen at besøge Mostballaden i Olsker og få smagsprøvet eller frugtplantagen Store Dalbygård i Vestermarie, hvor man ved tilmelding kan lave most af egne æbler.

5. Der er et par bornholmske islæt, når Holmens Vokalensemble søndag klokken 15.30 giver koncert i Skt. Nicolai Kirke i Rønne. Koret ledes af Jakob Lorentzen, og Kristoffer Hyldig er med på klaver. Holmens Kantori regnes for et af Danmarks bedste kor. Det tæller 15 professionelle sangere, og de fleste er uddannet ved musikkonservatoriet eller operaakademiet i København. Koret virker til daglig i Holmens Kirke og Christiansborg Slotskirke, hvor Jakob Lorentzen er førsteorganist. Ensemblet opfører værker af Maurice Ravel, Nadia Boulanger, Isabelle Aboulker, Francis Poulenc og Claude Debussy.