Bidt af lokalhistorien: 'Når man kan løfte en flig, kan man komme videre'

Bidt af lokalhistorien: 'Når man kan løfte en flig, kan man komme videre'
Johannes Bergmann er en af dem, der arbejder med at registrere de mange ting, som Hasles lokalhistoriske arkiv ligger inde med. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 26. SEP 2020 • 15:11
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
26. SEP 2020 • 15:11
HISTORIE

Vedtægten for Ruts Sogns Sygekasse ligger øverst i en stak "nye" arkivalier, som er kommet ind fra Rutsker, og Hasle Turistforenings gamle protokol ligger slået op ved siden af den bærbare computer.

Her mødes gammelt og nyt, og der er god plads at brede sig på ved det lange bord i Hasles gamle byrådssal i medborgerhuset Rådhuset. Det er tirsdag formiddag, og der er åbent i Hasles Lokalhistoriske Arkiv. Selve arkivet ligger i et andet lokale i huset, men når man er nogle stykker, der gerne vil kunne brede papirer, aviser, billeder med videre lidt ud, er det godt at kunne fordele sig rundt i huset.

Bag computeren sidder Johannes Bergmann, der er i gang med at registrere nogle af de arkivalier, som arkivet har fået ind. I arkivet er man godt i gang med at etablere sin egen database, og ideen er, at det skal gøre det nemt at søge efter oplysninger, og at brugere udefra også skal kunne benytte kilderne. Det kan for eksempel være nogle af de mange, der kommer for at søge oplysninger om slægtninge.

Vil udbrede interessen

Johannes Bergmann er en af de relativt nye frivillige, og han kunne godt tænke sig, at flere fik øjnene op for lokalhistorien og gav en hånd med i arkivet.

Johannes Bergmann har netop lavet en oversigt en oversigt over erhverv i Hasle. Den vil han gerne have borgernes hjælp til at udfylde med oplysninger. Hvad har der for eksempel været af blikkenslagere, cykelhandlere, fiskere, frisører, gårdejere, malere og sadelmagere. Hvem var de?, hvor boede de?, hvem havde de ansat? og så videre.

– Jeg vil gerne være med til at brede interessen for lokalhistorien ud. Det tror jeg, man kan gøre ved at tage fat i nogle håndgribelige ting og få nogle personer på. Kan man gøre nettet mere finmasket, kan man måske også udvide historien med flere detaljer. Hvis jeg for eksempel ser et gammelt billede fra Hasle Torv med en bil, hvorpå man kan se nummerpladen, så vil jeg gerne vide, hvem der har ejet bilen. Når man kan få løftet en flig, kan man komme videre, siger han.


Mere bevidst

Johannes Bergmann har haft sin gang i arkivet i snart et par år:

– Jeg var klar over, at det lokalhistoriske arkiv eksisterede. Men jeg pendlede i mange år, så når jeg var hjemme, var der andre ting, jeg prioriterede. Nu hvor jeg er blevet pensionist og selv råder over min tid, synes jeg, at det er interessant at være med i arbejdet. Jeg fik skubbet til at komme af sted, da jeg læste en notits i avisen om, at foreningens formand Richardt Vang-Olsen godt kunne bruge nogle ekstra hænder i arkivet.

Hvad er det spændende ved at være frivillig i arkivet?

– Man får en viden om, hvad der har rørt sig tilbage i tiden og et kendskab til, hvad det er, man selv kommer fra. Når jeg i dag færdes rundt i Hasle, spekulerer jeg over, at "der lå et mejeriudsalg", og "der var en grønthandler". Jeg er begyndt at se tingene på en anden måde. Jeg er blevet mere bevidst om det område, jeg bor i. Det er jeg glad for.


Kan selv bestemme

– Når man kommer i arkivet finder man ud af, at der er ingen tvang, ingen pres. Man kan stort set selv bestemme, hvad man vil arbejde med. Og alle kan være med, siger Johannes Bergmann, der også nyder det sociale samvær med andre lokalhistorisk interesserede.

Johannes Bergmann har valgt at arbejde med indkomne arkivalier og prøver at lave lidt system i det – for det kan han godt lide.

Der kommer hele tiden nye ting ind til arkivet. I 2019 blev der indleveret 46 "emner". Men det tal dækker over mange flere arkivalier, som skal sorteres og registreres, og der er stadig flere kasser med ting og sager at kigge nærmere på.

 
 

Unge pensionister søges

10-12 aktive, engagerede mennesker har deres gang i Hasles lokalhistoriske arkiv fordelt på arkivets åbningstid – tirsdag formiddag, tirsdag aften og torsdag aften.

Men man kan sagtens være flere. Målgruppen er især unge pensionister.

Der er mange opgaver i arkivet. Nogle tager sig for eksempel af registreringsarbejdet. Andre klipper artikler og billeder ud fra gamle bornholmske aviser (man er nået til 1991), og udklip skal sorteres, og der skannes billeder.

– Arbejdet giver anledning til mange snakke, og tiden løber hurtigt, siger Lulu Hansen, næstformand for den lokalhistoriske forening.

Man er også velkommen til bare at komme ind i arkivet med oplysninger, billeder og andre arkivalier i arkivets åbningstid.

– Hvis man får en dialog, kommer der måske andre ting frem, end man lige havde regnet med, siger Lulu Hansen.

 

 
 

Hasle-Egnen

Det er Hasle-Egnens Lokalhistorie & filmværksted, der driver det lokalhistoriske arkiv i Rådhuset i Hasle.

"Hasle-Egnen" dækker over, at arkivet ud over Hasle også omfatter Rutsker, Helligpeder, Teglkås og Vang samt Sorthat-Muleby.