I morgen kan du komme på æbletur med gartneren

I morgen kan du komme på æbletur med gartneren
Der vil ikke være nogen stader og stande, når madkulturhuset Gaarden ved Melstedgård inviterer til Æblets Dag. Det er naturligvis på grund af corona. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 26. SEP 2020 • 16:18
Af:
henrik-nielsen

26. SEP 2020 • 16:18
MAD

Alt er anderledes for tiden, og det gælder også søndagens Æblets Dag på Melstedgård. På grund af corona er den traditionelle festdag på madkulturhuset Gaarden noget indskrænket, og af samme grund skal gæster betale entré. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Arrangementet begynder klokken 10 og slutter klokken 16, og i det tidsrum vil der være mulighed for at komme på æbletur med gartneren, høre folkemusik og grille pølser og æblestykker over åben ild. Men der vil ikke være stande og stader med alle de varer, som plejer at blive falbudt på grønningen og i madkulturhuset.

På dagen er det også muligt at besøge frugtplantagen Store Dalbygård i Vestermarie og lave hjemmelavet most af egne æbler eller pærer. En passende mængde frugt er 50-100 kilogram, og der skal helst dukke to-tre personer op ad gangen. Det kræver varmt tøj og gummistøvler og regntøj, hvis det regner. Man skal også kunne transportere mosten hjem igen, når den løber ud af æblepressen. Frugtplantagen tilbyder hverken pasteurisering eller emballage. Det begynder klokken 8.

Mostballaden i Soldalen i Olsker er også med i Æblets Dag. Den tilbyder historier, rundvisning og smagning fra klokken 12.

Hos begge producenter skal man betale entré.