Ultraløber: 'Det startede som motion. Først 10 kilometer. Så en halvmaraton, og så en hel maraton'

Ultraløber: 'Det startede som motion. Først 10 kilometer. Så en halvmaraton, og så en hel maraton'
Philip Holm. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 25. SEP 2020 • 07:27
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
25. SEP 2020 • 07:27
DAGENS NAVN: Philip Holm gennemførte for nyligt ekstremløbet Copen Everest 2020, hvor han 104 gange løb op og ned ad forbrændingsanlægget Amager Bakke i København. Det svarer til en distance på 75 kilometer med i alt 8.848 højdemeter. Det samme som verdens højeste bjerg, Mount Everest i Himalaya.

Hvor er du født og opvokset?

– Jeg er født og opvokset i Hasle og er "rigtig" bornholmer. Min familie er bornholmere så langt tilbage, nogen kan huske.

Hvordan kom du i gang med at løbe?

– Det startede som almindelig motion. Først 10 kilometer. Så en halvmaraton, og så en hel maraton, Så meldte jeg mig ind i Tejn IF og holdt op med at løbe på asfalt og begyndte at løbe trailløb. Og så begyndte jeg at løbe mere end en maratondistance (42,195 kilometer red.), det man kalder ultraløb.

Hvad er det, du kan lide ved at løbe så langt?

– Det er mest naturoplevelserne og så det sociale, der følger med i at være med i en god klub, hvor vi tager på ture sammen. I 2019 var vi i Frankrig, hvor vi løb 290 kilometer på seks dage og hvert år i pinsen plejer vi at tage til Chamonix i Frankrig og træne i området omkring Mont Blanc (Europas højeste bjerg red.).

Kan det ikke blive en dyr hobby, med udstyr og rejser?

– Nej, det synes jeg ikke. Løbesko og løbetøj er ikke specielt dyrt, og når vi er nogle stykker, der rejser sammen, kan vi også holde udgifterne nede. Hvis vi bestiller vores flybilletter i god tid, er de ikke så dyre. Og så lejer vi en bil og en lejlighed sammen, så vi kan deles om udgifterne. Så er det ikke dyrere, end, at de fleste kan få råd til at være med.

Hvad med din familie, løber de også?

– Min kæreste løber ikke, men hun cykler en del, blandt andet frem og tilbage til arbejde. Men hun bakker mig op. Jeg havde lovet at trappe ned på løbetræningen, når jeg blev far, men det var min kæreste, der opfordrede mig til at tage til Chamonix i 2019, selvom vores datter kun var tre måneder gammel, og hun giver også plads til, at jeg kan komme ud og løbe i hverdagen. Sikkert fordi jeg bliver nemmere at være sammen med, når jeg kommer ud i skoven og får tømt hovedet efter en hektisk dag på arbejde.

Hvis du skulle vise en gæst et sted på Bornholm, hvor skulle de så være og hvorfor netop dette sted?

– Jeg kan rigtig godt lide at løbe i Orkanskoven i Almindingen, men hvis jeg skal vælge et sted, så skal det være Hammerknuden. Der er rigtig mange steder, hvor der ikke kommer så mange mennesker. Og når jeg engang imellem viser løbere fra andre klubber rundt på Hammerknuden, så skal vi altid og lægge hånden på flaget. Der er sådan en fed udsigt deroppe fra.

 
 

Philip Holm

35 år

Elektriker hos El og VVS Center

Bor i Rø sammen med kæresten Sofie

Sammen har de datteren Effie på halvandet år og hunden Salo, som er Philips faste løbemakker.