Stian Rosenlund Richter flyttede til Bornholm i 2014, da faren Søren Christensen blev direktør og chefredaktør på Bornholms Tidende. På Bornholm deltog han – ligesom faren – i en del cykelløb, heriblandt BM i 2018, hvorfra billedet er fra. Arkivfoto: Berit Hvassum

Søren Christensens søn: ‘Det er et løb, der betyder meget for mig og også betød meget for min far’

Lørdag deltager Stian Rosenlund Richter i et cykelløb i Tønder, som er en del af en serie, som afsluttes den 4. oktober med et afsluttende løb i Holbæk. Forud for løbet i Tønder fører den unge cykelrytter serien med et forspring på seks point, og derfor skal han køre i gul trøje.
Det bliver en speciel oplevelse for ham af flere grunde. Først og fremmest er Stian selv født og opvokset i Tønder og har derfor en del familie og venner i byen, som også skal se ham deltage i løbet. Men derudover er Tønder også fødebyen for hans far Søren Christensen, som er kendt her på Bornholm for at være tidligere chefredaktør og direktør hos Bornholms Tidende.

CYKLING

Desværre afgik Søren Christensen ved døden tidligere på året efter et cykeluheld. Cykling var ellers hans store passion og fritidsinteresse, og det er det også for sønnen Stian. Derfor bliver løbet i Tønder endnu mere specielt at cykle for ham.

– Det er et løb, der betyder meget for mig og også betød meget for min far. Så det er helt klart et løb, som jeg gerne vil vinde, siger han.

– Min farmor og farfar bor der stadig, og min onkel og min mor og en masse venner, som vi har i Tønder, kommer også. Og derudover synes jeg også bare, det er et fedt cykelløb. Ruten passer fint til mig. Jeg træner altid på den rute, når jeg besøger min farmor og farfar, så jeg kan nærmest cykle den med lukkede øjne, siger han.

Søren Christensen (som på billedet ses forrest i feltet) var kendt for at være en offensiv cykelrytter, og det virker til, at sønnen Stian har samme tilgang til sporten. Arkivfoto: Berit Hvassum

Selvom han har den gule førertrøje, så har han ikke tænkt sig at køre defensivt for at beholde den på, fortæller han, og den tilgang til cykelløb er der nok mange bornholmske cykelryttere, der kan genkende fra faren.

– Det går jo hånd i hånd, for hvis jeg vinder løbet, så beholder jeg også den gule trøje. Jeg vil hellere have gået efter at vinde løbet end vinde den gule trøje ved at have kørt defensivt, siger han og forklarer, at vinderen af løbet vinder 20 point til konkurrencen om den gule trøje.