Foto: Jens-Erik Larsen

Reception: Farvel til kunst-kæmpen

Der skal to personer til at erstatte museumsdirektør Lars Kærulf Møller på Bornholms Kunstmuseum.

Konstateringen faldt i borgmester Winni Grosbølls tale ved Lars Kærulf Møller afskedsreception fredag. Her sagde museumsdirektøren farvel til omkring 100 venner og samarbejdspartnere – fordelt på to receptioner af hensyn til coronarestriktionerne. En klokken 11.00 og en klokken 14.00.

Med sin spøgefulde bemærkning henviste borgmesteren til, at Lars Kærulf Møllers opgaver fremover skal fordeles mellem den nye kunstfaglige leder Tine Nygaard og direktør for Bornholms Museum, Jacob Bjerring-Hansen.

Selvom Winni Grosbølls ord blev leveret med et glimt i øjet, gik de i hjertekuglen. For det var tydeligt, at de kom fra et godt sted – at hun agtede Lars Kærulf Møller og hans mangeårige indsats for bornholmsk kunst- og kulturliv utroligt højt.

– På mange måder står du som indbegrebet af Bornholms Kunstmuseum – og det, selvom du faktisk er jyde. Da du kom til Bornholm for 30 år siden blev kunsten præsenteret i en lille afdeling helt oppe under taget i Bornholms Museum inde i Sct. Mortensgade i Rønne. 175 kvadratmeter. I dag står vi her i Rø på lidt mere end 175 kvadratmeter, i Danmarks smukkeste kunstmuseum, der præsenterer noget af det absolut bedste kunst med relation til Bornholm. Lige om lidt kan vi glæde os til, at museet bliver udviddet med et lysmuseum, og at det får selskab af Bornholms Kulturhistoriske museum.

– Den her udvikling er et langt stykke hen ad vejen din store fortjeneste, og den er resultat at dine visioner for kunstformidlingen på Bornholm. Visioner, som jeg tror, du har haft siden den dag, du satte dig i stolen, og som du har arbejdet benhårdt på siden. Det har krævet alt det, man skal være skabt af, hvis man skal skabe noget på Bornholm: Stædighed, vedholdenhed, overskud – og måske også evnen til at ryste lidt på hovedet og smile af det hele engang imellem, sagde Winni Grosbøll.

Markant figur i museumsverdenen

Lars Kærulf Møller har sat Bornholms Kunstmuseum på både danmarks- og verdenskortet. Ikke mindst med sit engagement i glas- og keramikbiennalen, der var med til at bane vejen for, at Bornholm i dag er anekendt som såkaldt World Craft Region af UNESCO – FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab.

For at understrege Kærulf Møllers position i museumsverdenen, kan det nævnes, at hans navn blev bragt i spil, da avisen Jyllands-Posten i 2007 skulle pege på en mulig ny direktør på Statens Museum for Kunst, Danmarks nationalgalleri, i København.

Som repræsentant for museumsverdenen deltog Nils M. Jensen i receptionen. Han er direktør for Organisationen Danske Museer. De to mødte hinanden første gang for fyrre år siden, da Lars Kærulf Møller underviste ham i museumstværfag på Aarhus Universitet.

– Du har flere gange – specielt i festligt lag – præsenteret mig og sagt, at alt, hvad jeg ved om museer, har jeg lært af dig. Din beskedenhed slår kraftigt igennem, sagde Nils M. Jensen, der igennem årene jævnligt har arbejdet sammen med den bornholmske museumsdirektør.

– Du skal have tak for at dele din store museumspolitiske indsigt. Vi har siddet i fælles samråd for museerne på tværs – natur-, kultur- og kunstmuseer. Og du har medvirket til at slå organisationer sammen, så vi nu har den fælles organisation Danske Museer, sagde Nils M. Jensen.

Afskedsreceptionen var placeret, så den faldt sammen med Lars Kærulf Møllers 70 års fødselsdag.

Coronaen betød, at der ikke var kram i luften ved museumsdirektør Lars Kærulf Møllers kombinerede fødselsdag og afskedsreception på Bornholms Kunstmuseum…
Foto: Jens-Erik Larsen
…Men da borgmester Winni Grøsbøll i en hjertevarm og personlig tale havde takket hovedpersonen for hans store indsats for bornholmsk kunst, kom han helt spontant til at kvittere med et kram.
Foto: Jens-Erik Larsen